Frikirken Kristus for Alle: “Stor aktivitet i corona-året”
– Alle trossamfund og foreninger har i 2020 været mærket af begrænsninger af lock-down og coronarestriktioner. Men da først retningslinierne var stukket ud for, hvordan vi har måttet forsamles på forsvarlig vis, har både frikirken Kristus for Alle og ungdomsforeningen KABU formået at fastholde mødeaktiviteter gennem året.
Det fortæller Britta Thomsen fra Kristus for Alle og ungdomsforeningen KABU i Juelsminde.
International lejr
I sommeren 2020 søgte KABU således DUF´s corona-sommerpulje om støtte til afholdelse af en familielejr med Internationalt Venskab.
– Det blev en stor succes med over 80 deltagere, der var på 4 dages sommerlejr på et naturskønt landsted i Gatten i Himmerland. Her havde Hedensted Kommune givet tilskud til en dag med cirkus-instruktør, hvor familierne til stor morskab kunne afprøve deres naturtalenter inden for artistverden.
Der blev også tid til svømning, bålhygge, og spændende undervisning fra Tove K. Poulsen, der er formidler af kristendom ind i tværkulturelle sammenhænge, fortæller Britta Thomsen.
”De flygtningefamilier, der er ved at blive integreret i Danmark, har brug for at kende de kristne kulturbærende værdier, som vi finder i grundfortællingerne fra Bibelen, som Den barmhjertige Samaritaner og Den fortabte søn,” udtaler Klaus Schak, der er formand for KABU´s knap 80 medlemmer. Corona-året har nemlig også ramt KABU, som har haft et fald i medlemstal på ca. 20%.
100 hørte ’Ikke mere mælk’
KABU fik tilbudt en ny runde af ansøgninger til sommerpuljen, så man i september måned kunne holde et storslået arrangement på Juelsminde Skole, hvor musikerduen MIKA & TOBIAS kom og fyrede den af med ”Ikke mere mælk”.
Her var knap 100 tilmeldt, hvilket var, hvad rammerne kunne klare i ”Himmelsalen” i forhold til corona-afstand. Mika og Tobias deltog også i 1. del af en billedbanko, hvor de holdt stand-up show med billeder, som arrangørerne havde taget fra deres musikvideoer. Det lokale handelsliv havde rundhåndet støttet med gevinster til dette arrangement, fortæller Britta Thomsen.
Juleavis uddelt i to byer
Sidst på året holdt ”Kristus for Alle” deres julemøde den 20. dec. i Dagskolens hal på Kystvej i Juelsminde. Her deltog over 50 mennesker, som fik sunget julen ind og hørt det glade budskab, at Jesus er født som frelser for alle folkeslag.
Deltagerne fik gaver og madposer med hjem. Det var doneret af Juelsmindeegnens Y´s Mens Club, NETTO og SuperBrugsen, samt LFKU (Foreningen af Kristne Ungdomsforeninger). Frikirken har også uddelt Udfordringens Juleavis til 500 husstande i Juelsminde og Barrit.
”I denne mørke corona-tid har vi alle brug for at høre alle de gode historier, der fortælles i avisen,” slutter frikirkepastoren Torben Thomsen, der glæder sig over, at menigheden vokser.
Til julemødet blev der bedt for de 7 lande, som deltagerne repræsenterede – inklusive Danmark. Juleevangeliet blev også uddelt på deltagernes egne sprog, så det kunne tages med hjem og bruges juleaften.
Alle har brug for Guds kærlighed og fred, understreger Kristus for Alle.