Næstekærlighed i en coronatid
Corona-virussen viser endnu engang vores menneskelige natur på godt og ondt og vores evige søgen efter at få ret.
Som mennesker hælder vi ofte mod den ekstreme holdning fremfor at forstå, at livet leves i spændingsfeltet imellem ekstremerne.
For nogen tager kirker for meget hensyn til Corona, for andre tager de for lidt hensyn.
Sandheden er, at man aldrig vil kunne stille alle tilfreds. Men det er jo ikke godt nok for folk at indse dét.
Nej, de, som gerne vil blive hjemme, kan ikke bare blive hjemme. De skal også sige deres mening om dem, der gerne vil i kirke.
De, som gerne vil i kirke, kan ikke bare gå i kirke, de skal også lige sige noget om dem, som bliver hjemme for sikkerheds skyld.
Som Hillsong Kirke overholdt vi alle retningslinjerne og har haft hundredvis samlet igen og igen det sidste halve år uden store smitteudbrud. Da smittetallene gik op, besluttede vi at stoppe med at samles fysisk over julen, men samles online.
Nogen læser det som “aflyst”, men det er det ikke. Kirken er bare gået online. I søndags (20.12, red.) havde vi over 21.000 mennesker, der kom på online og så vores juleshow på nettet. Det har vi aldrig kunnet samle i vores forskellige teatre og bygninger på tværs af København, Århus, Ålborg og Malmø.
Aflyst? Aldrig! Anderledes? Altid!
Hvad med, at vi som kristne forstod, at Jesus sagde, at vi vil blive genkendt som hans disciple, ikke på vores gudstjenester, trosbekendelser, udtryk, osv. osv. nej, vi vil blive identificeret som hans disciple ved vores kærlighed imellem os!
Det bedrøver mit hjerte at se kristne angribe andre kristne off- og online.
Det bedrøver mit hjerte at se kristne angribe og bruge nedladende udtryk omkring vores lands lederskab.
Det bedrøver mit hjerte at se kristne angribe folk, der går med mundbind, for i stedet selv at putte det over deres egne øjne, hvor de ikke kan fokusere på noget andet end det.
Burde vi som kristne ikke være det fælleskab, som lyser af kærlighed og varme, der får folk til at rykke tættere ind imod os, i stedet for en kold og fjendtlig front, der ikke er særlig tiltrækkende?
Skal vi være enige for at enes?
Skal vi være enige for at bede?
Skal vi være enige for at elske?
Eller er det et udtryk for egocentreret teologi, hvor vores smerte bliver opfattet som den værste nogensinde, blot fordi det er os, som oplever den? Den tyske teolog Bonhoeffer elskede sine fjender fra et tysk nazi-fængsel. Paulus elskede og bad for sine medkristne, som var skyld i en del af hans smerte, fra et romersk fængsel. Jesus elskede sine fjender, idet de korsfæstede ham.
Men vi finder næstekærlighed lidt for svær at magte, fordi et mundbind er påkrævet i vores opvarmede busser.
