Skal manden være løve eller huskat?

Mænd har brug for at rette ryggen, mener to nordmænd. De har nu lanceret den kristne podcast ”Mannspodden”.

Einar Helgaas (til venstre) og Andreas Skjelde har lanceret ”Mannspodden” i samarbejde med organisationen Tro & Medier. Foto: Gjermund Øystese.

Hvorfor er nogle drenge skrækslagne for at tale med piger? Og skal manden være løve eller kattekilling? Det ser man på i en spritny podcast her i starten af det nye år.

Makkerparret Andreas Skjelde og Einar Helgaas står bag podcasten Mannspodden, og deres ambition er intet mindre end at «sætte mod i den norske mand til at leve med ret ryg – tro imod sin hensigt».

Forvirrede mænd

– Vor tids mænd lever i en krævende spænding mellem at være hårde eller bløde. Tidligere var maskulinitet noget mere oplagt, før budskabet blev, at vi primært skulle være flinke og rare.
Mange mænd er forvirrede. I dette spændingsfelt opstår spørgsmålet: Skal vi være løver eller kattekillinger? hedder det i en pressemeddelelse om den nye podcast.

Andreas Skjelde og Einar Helgaas oplyser, at der vil være både varieret indhold og ekspertgæster i den nye podcast, som lanceres i samarbejde med organisationen Tro & Medier.

De lover også, at de vil få besøg af folk, som kan fortælle «almindelige mænds historier». De mener, at de har stof nok til flere sæsoner, hvor de vil snakke om fx. mod, tro, menighed og broderskab, dating, sex og porno, Jesus og Jordan B. Peterson – og meget mere.

Initiativtagerne er begge aktive i det kirkelige liv i Bergen. Andreas Skjelde (27) arbejder i skaldyrsindustrien, men i fritiden er han teen- og konfirmandleder i Misjonssambandets forsamling Salem.

Einar Helgaas (46) har længe arbejdet som teamleder på hovedkontoret for Norges Kristelige Student- og Skoleungdom i Bergen. Han har specialiceret sig inden for mandetematikken og har i mange år været en såkaldt ”mandeguide”.

Andreas Skjelde er en af dem, Einar Helgaas har vejledt gennem en årrække. Nu skal lærer og elev samarbejde i pod-universet.

Autentisk mandsidentitet

Makkerparrets vision er at «bevidstgøre generelt og retlede til en revitaliseret, tryg, autentisk mandsidentitet i spændet mellem sensitivitet og styrke.»

Hvad indebærer dette mere specifikt?

– Det er det, vi ønsker at finde ud af gennem podcasten, ved at interviewe forskellige folk. Vi vil bringe både fagpersoner og forskere på banen, og vi er i højere grad søgende end dem, der har alle svarene, understreger Andreas Skjelde overfor Kristelig Pressekontor.

Hverken han eller Einar Helgaas mener, at de har alle svarene klar, selv om de måske har nogle. De håber på at finde flere undervejs, og til at hjælpe sig har de inviteret dygtige gæster, som skal bidrage gennem den første sæson.

Blandt gæsterne er psykiateren og mandsforkæmperen Dag Furuholmen og John Eldredge, som kaldes «verdens førende mandeguide for kristne». På listen står også Hans Christian Kvåle, som har skrevet en masteropgave om dating blandt kristne studenter. Og dette tema tror Skjelde og Helgaas vil fænge.

– Hans Christian Kvåle snakker om flere af de ting, som gør, at dating er svært for unge mænd, om overgangen fra at være dreng til at blive mand, siger Skjelde.

Han lover også, at mandsforkæmperen over alle andre, Jordan B. Peterson, og hans budskaber, vil blive berørt i en af årets podcasts.

– Psykolog og debattør Jordan B. Peterson har meget at sige, men ikke alt er brugbart for kristne, mener podcasterne bag ”Mannspodden”.

Jordan Peterson og Jesus

– Besvarer I et udtrykt behov blandt unge mænd gennem pod-projektet?

– Ja. Det var mig, som tog initiativet uden helt at vide det selv, hvad maskulinitet indebærer. Det er vanskeligt at finde konkret stof om det, og mange, jeg kender til, går til Peterson for at finde svar. Han har meget godt at byde på, men fra et kristent ståsted er det ikke alt det, han siger, som vi kan sluge.

– Han er altså ikke nødvendigvis en profet for jer?

– Nej, det er det vigtigt at understrege.

– Men som kristne podcastere har I vel Jesus som mands-ideal?

– Jesus er vort mandsideal. Det vil vi have frem. Men selv om vort hovedpublikum nok bliver kristne, ønsker vi, at podcasten også skal nå ud til ikke-kristne. Så kan vi ikke altid sige det ligeud, at det er Jesus, som er svaret. Vi må snarere lede folk indirekte i den retning.

Vi vil orientere os så bredt, vi kan, og vi tror, podcasten bliver nyttig også for folk, som ikke er kristne, siger Andreas Skjelde.

Ligesom Einar Helgaas tror han, at mange svar vil blive til undervejs i podcast-arbejdet.

– Vi ønsker at komme frem til gode svar, og vi prøver at gå i en retning, som gør, at vi kan finde dem, men det må også være op til lytteren selv. Vi kan bare præsentere forskellige indfaldsvinkler. Vi ønsker ikke at være et ekkokammer, understreger Skjelde.

Dag Furuholmen er af dem, som måske vil modvirke ekkokammeret. Han er ikke kristen, og han var skeptisk over for at stille op, fordi Mannspodden har en kristen profil. Alligevel sagde han ja.

Selvmord

Andreas Skjelde vil ikke umiddelbart sige, at Mannspodden er blevet til ud fra en kriseforståelse. Men han peger alligevel på forskning, som viser, at flere drenge bliver tabere i skolen, og at selvmord er en af de vigtigste dødsårsager blandt unge mænd.

En ung mand i hans nære omgangskreds tog sit eget liv efter en stor skuffelse, som han ikke kom over. For Skjelde er det derfor mere end bare teori, at unge mænd kæmper.

I egne kredse har han også bemærket, at drenge finder det vanskeligt at tage initiativ overfor piger, og at det er udfordrende for drenge, når de ikke klarer at realisere deres drømme.

– Gennem det kristne studenterarbejde, jeg har været med til, er det kommet op til overfladen, at nogle unge mænd er rædselsslagne for at snakke med piger. I stedet for at tage kontakt trækker de sig ind i sig selv og opgiver ævred. Billedet er nok mere nuanceret, og der er flere faktorer, som spiller ind, men flere piger påpeger også dette, siger Skjelde.

Podcast på prøve

Mannspodden har været på en testrunde blandt podcasternes kontakter, og den første episode er netop lagt ud på Spotify. Den kan også høres på Apples podcast-app.

I en episode, som de har lavet optagelser til, har Skjelde og Helgaas en samtale med tre unge kristne kvinder fra nogle menigheder i Bergen. De diskuterer ”den norske mand” og deres mandlige venner.

– Vi blev lidt overraskede over det, de beskriver fra deres miljøer i menighederne Salt, Tabernaklet og Jesusfellesskapet. Der er der tydeligvis mange bevidste unge mænd, som blandt andet har planlagt deres eget bryllup, siger Skjelde. Alligevel mener han, at mange unge mænd har et selvbillede, som gør, at de ikke tænker i tilsvarende baner.

– Er Mannspodden eksklusivt for mænd?

– Vi ønsker først og fremmest at hjælpe mænd, men vi tror, at også kvinder kan få godt udbytte af at høre på os, så de kan få mere forståelse af, hvordan mænd tænker, siger Skjelde.