Sociale organisationer: ’Prioritér vaccine og isolationspladser til socialt udsatte’

Udsatte har akut brug for en særlig målrettet corona-indsats, mener diakonale institutioner.

”Hjemløse og andre udsatte mennesker har akut brug for vaccinationer og isolationspladser for at undgå, at COVID spreder sig yderligere. De seneste dage har smitten bl.a. ramt beboere på flere bosteder.”

Det skriver Blå Kors Danmark, Kirkens Korshær og KFUM’s Sociale Arbejde i et fælles opråb til politikerne. De diakonale organisationer skriver videre:

”I forvejen dør socialt udsatte mennesker i gennemsnit 19 år før andre i Danmark. Og hjemløse, psykisk syge, mennesker i misbrug, kronisk syge og andre sårbare mennesker er i større fare for at dø, hvis de bliver smittet med corona, fordi de generelt er mere svækkede.”

Mangler kontakt med sundhedssystemet

Der er dog også særlige behov blandt de udsatte, som bør indgå i planlægningen af indsatsen, påpeger organisationerne i opråbet:

”Derfor bør socialt udsatte prioriteres højt og vaccineres tidligt, hvis vi skal forebygge smittespredning i samfundet og undgå at skabe endnu større ulighed i sundhed. Hjemløse fik i går mulighed for at rykke op i køen til vaccinegruppe 5, men de skal henvende sig til egen læge, før de kan blive vaccineret.

Og socialt udsatte er generelt ikke i kontakt med sundhedssystemet, så i praksis kommer den løsning næppe til at fungere ret godt.

Samtidig bør der i højere grad – over hele landet – stilles omsorgs- og isolationspladser til rådighed for socialt udsatte, som kan have særlige behov i forhold til fx omsorg og behandling for misbrug eller psykisk sygdom.”

De tre organisationer, Blå Kors Danmark, Kirkens Korshær og KFUM’s Sociale Arbejde, der er blandt Danmarks største sociale diakonale organisationer, tilbyder samtidig at hjælpe med koordinering og kontakt til sårbare mennesker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Netop disse organisationer har nemlig i forvejen en tæt kontakt til de udsatte grupper gennem deres arbejde ud fra herberger, bosteder, væresteder, varmestuer, sociale caféer og andre sociale tilbud landet over.