Villy Thorup faldt om, mens han delte jule-aviser ud

Torsdag 3. december fandt Villy sin gamle cykel frem og trak i gummistøvlerne, og ville forsætte med at dele jule-Udfordringen ud. Han var kun kommet ca. 2 km fra sit hjem i Øster Lindet sogn, da han væltede på vejen og blev liggende – cyklen i den ene side og ham i den anden…

Der fandt nogle folk ham og fik ringet til Villys hustru Inga.

Da Inga spurgte, hvorfor han ikke forsøgte at rejse sig, svarede han, at han tænkte ”Nu kan det hele også være lige meget”.

Så var Inga godt klar over, at der var noget helt galt.

Altid hjælpsom

Villy havde i november været noget nedtrykt uden at kunne sige, hvad det var. Han syntes bare, at han ikke havde det så godt, og at det var lidt besværligt for ham, at han skulle løbe en del på toilet, især når de var på ”tøjtur” – tøjindsamling med Dansk Balkan Mission, hvor han hjalp meget til, da han gik på efterløn som 60-årig.

Men han forsatte med at hjælpe Balkanmissionen, selv om han ikke havde det godt.

I uge 48 var han således på tøjtur mandag, han hentede tøj ved Røde Kors torsdag, fredag var han på ladet af lastbilen med til at pakke varer til Rumænien.

– Han var noget tavs i de dage ved Balkanmissionen og også herhjemme. Men nu skulle vi lige have delt jule-Udfordringen ud, brugte han som undskyldning for ikke at ville til læge, fortæller Inga.

Mandag i uge 49 var han igen på tøjtur, tirsdag eftermiddag hentede han aviserne hos Udfordringen og cyklede rundt med nogle af aviserne i nabolaget, men hans el-cykel gik i stykker.

– Onsdag var vi Fredericia for at hjælpe min søster med at hænge billeder op og samle et skrivebord. Torsdag fandt Villy sin gamle cykel frem og trak i gummistøvlerne og ville fortsætte med at dele jule-Udfordringen ud. Men han nåede som nævnt kun ca. 2 km fra hjemmet, før han faldt af cyklen og blev liggende.

Hvad er der galt…?

– Vi tog til lægehuset, der sendte ham i ambulance til Esbjerg. Alle de prøver, de tog var i orden, blodtryk, ingen infektion osv, så vi tog hjem igen.

Dagen efter tog vi til lægehuset igen, da det ligesom ikke kunne passe, at han ikke bare havde rejst sig og var gået hjem.

Lægen konstaterer, at der ikke var en indsnævring af prostata. Lægen sendte besked til Esbjerg Sygehus om, at de hurtigst muligt skulle se på Villy, fortæller Inga.

Læge: Kun kort tid tilbage

Om mandagen var han til undersøgelse på neurologisk afdeling i Esbjerg, hvor overlægen sagde, at hun ikke ville lægge skjul på, at det kunne skyldes galopperende kræft.

Om torsdagen var det MR-scanning, der viste at der var en kræfttumor mellem pandepladerne.

– Vi var i Odense, men det var ikke noget, de kunne operere. De sagde, at tidshorisonten var 3-6 måneder, og at kemo måske kunne give lidt længere tid, hvilket jeg fravalgte, for at han ikke skulle have det dårligt med kemo i de få uger, der kunne være tilbage., fortæller Inga.

– Villy kunne på det tidspunkt ikke selv give udtryk for, hvad han mente, så jeg har skullet gætte og tage stilling. Det var tumoren, der var årsag til, at han ikke kunne mærke, når urinen gik, og at der var en hurtig personligheds-ændring.

Han kunne ikke finde ud at bruge sine fjernbetjeninger osv. Så i løbet af nogle få dage havde jeg fået en gammel mand, konstaterer Inga.

Villy tilbragte nu al tid derhjemme, og det gik hurtig ned ad bakke. Fra nytårsdag lå han i en hospitalsseng i stuen, og der var hjemmehjælp på flere gange om dagen. Villy kunne ikke synke og fik derfor næsten ikke vand og mad i 8 dage.

Hjem til Jesus

– I lørdags den 9. januar kl 18 fik han lov at gå hjem til Jesus. Jeg er taknemmelig for, at han så hurtigt fik lov at dø, og at vi har kunnet have besøg herhjemme af rigtig mange. Der har været rigtig mange, der har bedt for os, hvilket har båret os, fortæller Inga, der meget pludseligt blev enke, næsten kun en måned efter, at Villy blev syg.

Midt i sorgen er det en stor trøst, at hun og Villy troede på, at der er et liv efter døden.
Begravelsen foregik fredag på Jels kirkegård, hvor Villy i godt 16 år arbejdede som graver.

Ganske vist boede de i Øster Lindet sogn, og de havde løst sognebånd til Bevtoft og Skrydstrup Sogn, hvor de var glade for at høre sognepræst Peter Glistrup og mødes med menigheden der.

– Jeg ville imidlertid gerne, at han blev begravet på Jels Kirkegård, hvor han har arbejdet så mange år.

Så begravelsen blev holdt ud fra Jels Kirke med Peter Glistrup som præst. På grund af corona kunne kun søskende, venner og balkanchaufførerne deltage.

Hjælpsomhed førte også til ægteskab

Villy og Inga mødte hinanden i Luthersk Missions Ungdom i Aarhus i 1975.

Den altid hjælpsomme Villy var ”så letsindig”, som han sagde, at hjælpe Inga med noget ungdomsarbejde for nogle drenge hjemme hos hende i Brabrand. Venskabet udviklede sig, og de blev gift den 30. april 1977.

Villy var født i Storvorde udenfor Aalborg på et mindre husmandssted. I sommerferierne arbejdede han i Vildmosen med at vende tørveklyner.

Kunsthåndværker blev fyldt med Helligånden

Allerede som 17-årig tog han til Kolding på kunsthåndværkerskolen, men følte sig for ung og sprang fra undervejs.

– Men alligevel kom tiden i Kolding KFS og møderne i kælderen hos Leif og Kirsten Nørgaard til at betyde alt for hans åndelige liv. De var nogle unge, der tog op på Risskov Badehotel, hvor han fik Helligåndens gave.

Det var i begyndelse af 70erne, hvor en karismatisk vækkelse berørte mange i Danmark.

Villy havde forskellige små jobs i tiden efter kunsthåndværkerskolen, bl.a. på Rockwool, hvor han boede hos præsteparret Magda og Hans Krarup på Bastrup Mark, lige da Krarup blev pensionist fra Skanderup Kirke.

I 1972 kom Villy til Civilforsvaret i Haderslev for at aftjene sin værnepligt. På det tidspunkt var der en særordning, som betød, at man kunne tage på højskole efter militærtjenesten. Og Villy tog på Luthersk Missions Højskole i Hillerød i efteråret 1973. Dengang var der tæt på 100 på hvert hold.

På sømandshjem

Efter højskolen hjalp Villy på Sømandshjemmet i Skagen i 16 mdr., hvorefter han fortsatte til Sømandshjemmet i Århus.

Det var her, han mødte Inga og blev gift.

Her kom han også i forbindelse med en malermester og kom i lære som maler.

Men Villy tænkte tilbage på den specielle tid i Kolding, hvor han havde oplevet så meget med Gud.

Han ville gerne tilbage, og de flyttede derfor til Jordrup udenfor Kolding, hvor han den første tid arbejdede som malersvend i Lunderskov.

Quo Vadis

Fordelen ved at bo tæt på Kolding var, at de nu kunne være med i det arbejde, der foregik ud fra Quo Vadis. Det var et kristent hjælpeccenter, som var oprettet af bl.a. Kirsten og Leif Nørgaard, som han kendte, og to andre par fra denne bibelgruppe, Christa og Johannes Søndergaard og Ingrid og Hans Christian Bjerre.

Hver måned var der ”Pris herren”-aftener med spændende talere, lovsang og fællesskab.
Mange alkoholikere, narkomaner, kriminelle og andre med store problemer blev hjulpet i det kristne Quo Vadis.

Snart blev der brug for et sted, hvor de mennesker, der var blevet hjulpet, kunne udsluses i samfundet, uden at de faldt tilbage i deres gamle miljøer.

Ved et mirakel fik Quo Vadis næsten foræret et tidligere bordel i Klostergade, som kommunen ville rive ned, fordi ejendommen var dårlig. Men en masse frivillige gik nu i gang med at renovere den store ejendom.

Fra maj 1980 var Villy som håndværker med til istandsætte Klostergade med værelser og cafe m.v.

Vejen Højskole Kibbutz

Kort efter var folk fra Quo Vadis med til at starte Vejen Højskole Kibbutz i en bygning, som Ungdom Med Opgave tidligere havde haft.

Villy blev udlånt og hjalp bl.a. med at male forstanderboligen.

Sammen med Svend Nissen og Johs. Laursen var Villy med til at flytte en stor barak fra Als til Vejen, hvor den blev meget brugt – ikke blot til højskole, men til mødesal for mange møder.

Efter denne tid forsøgte han sig først som selvstændig maler, men der skulle lidt flere penge i kassen. Da hans morbror og farbror var gravere, tænkte han, at det kunne han da altid blive.

Han startede derfor op i 1983 som gravermedhjælper ved Randbøl Kirke. Da graverstillingen blev ledig i Jordrup, startede han som graver der i 1986.

Aktiv i kirken

Fra kælderen i Kirsten og Leif Nørgaards hus i Kolding kendte han også det hjemvendte missionærpar Grethe og Hans Jacob Krarup, som havde været i Liberia. De var nu blevet præstepar i Jels.

Da en stilling som graver her blev ledig i 1994, søgte Villy og fik den. Og parret deltog i alle de aktiviteter, der foregik her i en åndelig glansperiode.

Selv om Villy gik på efterløn som 60-årig, fortsatte han med at arbejde frivilligt hos Dansk Balkan Mission, både som chauffør på tøjture og som håndværker i forbindelse med de forskellige multihuse, der blev bygget fra 2011 i Rumænien.

Han havde også et stort ønske om at tage med Udfordringen op på Ararats bjerg for at se resterne af Noahs Ark.

Desuden delte han hvert år op til tusind juleaviser ud i sit område. For han ønskede, at andre også skulle vide, hvorfor vi holder jul og lære Jesus at kende.

Julen 2020 blev hans sidste tur. Nu er han forfremmet til evigheden.