25 år med Tanzania i blodet

Flemming Hansen kan fejre sit 25 års jubilæum ved Victoriasøen.

Mandag den 1. marts har Tanzania-missionær Flemming Hansen 25-års jubilæum som ansat i Luthersk Mission (LM).

Jubilaren har i mange år haft et kald til international mission og har undervist kommende præster – både som udstationeret og som pendlermissionær. Lige nu er han sammen med sin kone, Ritha, udsendt som missionær for anden gang og bor i Iringa, hvor han underviser på en bibelskole for nomader.

Flemming Hansen blev cand.theol. i 1985. Fra 1986-1998 var han sammen med sin familie udsendt som missionær i Ulanga i det sydlige Tanzania og siden i Iringa.

Derefter flyttede familien til Danmark, hvor han virkede som prædikant i LM, underviste som fri- og efterskolelærer og tog en ph.d. i missionsteologi. I 11 år var han ansat som præst i LMs frimenighed Aroskirken i Aarhus.

Flemming Hansen har i flere perioder været korttidsudsendt af LM til undervisningsopgaver på forskellige bibelskoler i Tanzania. Desuden har han været engageret i en del bestyrelsesopgaver inden for LM på afdelingsplan og er med i repræsentantskabet for Evangelisk Luthersk Netværk.

I 2019 sagde han præstejobbet op for at undervise på Ilambilole bibelskole samt udvikle retræter for præster og evangelister.

Denne gang tog Ritha med, og parret bor nu i Iringa. På jubilæumsdagen er Flemming Hansen uge-gæstelærer på Kiabakari Bibelskole ved Victoriasøen. Her skal han og Ritha besøge deres datter, svigersøn og børnebørn, der også er udsendt af Luthersk Mission.