Den smittende begejstring

Dansk guldfest i VM, Herrehåndbold.

Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159A
Næstved

Sure mennesker smitter, men det gør begejstrede mennesker også, fx håndboldspillere med guldmedaljer om halsen. Jubel-dyrkelsen af de unge idoler står i modsætning til fx kirkens ofte følelsesforladte gudsdyrkelse og monotoni, selvom den glade, spontane kristendom burde være det smittende varemærke.

Men VM-feberen tager over – også i min stue. Jeg tænker ofte på denne lille historie, som jeg husker fra min sælgertræning:

En skuespiller sagde til en agtværdig præst: ”Jeg kan godt sige dig forskellen på os to. I præster taler om virkelige ting, men på en meget uvirkelig måde, medens vi skuespillere taler om uvirkelige ting på en virkelig måde!”

Vi sælgere var enige om, at vi skal tale om virkelige ting på en virkelig måde! En sælger, som kender sit produkt (og budskab), behøver ikke som præsten et livløst manuskript at støtte sig til, men taler med begejstring frit af karsken bælg. Hans salgstale skabes i virkeligheden i salgsøjeblikket på gulvet eller talerstolen.

Fra bogen ”En sælgers vej til succes” husker jeg sætningen: ”Tal aldrig om et emne, som du ikke kan tale om med begejstring!” Det gør jo vore VM-drenge, uanset om de har naturlige talegaver eller ej. Begejstrede mennesker er veltalende, og det smitter.