Gud er verdens kærligste far!

Jeg blev vældig ked af det, da jeg læste Benny Lund Majlands kronik Har vi den rette forståelse af Gud som vores far? i Udfordringen søndag den 28. februar 2021. Ikke fordi jeg er spor uenig med Majland i, at vi som Guds børn naturligvis skylder ham vores lydighed, men jeg mener, det er altafgørende, at det er Guds ubetingede accept af os, der er forudsætningen for vores lydighed mod ham – aldrig omvendt!

Hvis vores motivation for at adlyde Gud er frygten for, hvad han vil gøre ved os, hvis vi snubler, så er vi stadig slaver og har ikke del i den frihed, som Kristus har frikøbt os til.

Og jeg frygter, at netop dét kan risikere at blive frugten, hvis nogen tager det billede af Gud til sig, som Majland præsenterer i sin kronik.

Glædesløs stræben

Grunden til, at jeg reagerer så voldsomt på dette, er, at jeg selv i alt for mange år levede et kristenliv baseret på frygt for, at jeg ikke i tilstrækkelig grad kunne leve op til Guds krav, og at han derfor måske ville straffe mig eller måske endda vende sig helt bort fra mig.

Behøver jeg nævne, at resultatet var, at mit kristenliv efterhånden blev helt glædesløst, og at mine forsøg på at tjene Gud var uden frugt?

Sagen er nemlig, at jeg slet ikke kan adlyde Gud. Det er der ingen mennesker, der kan!

Og det er vel at mærke ikke noget, jeg siger, fordi jeg er doven og ikke gider gøre forsøget; det er tværtimod en dyrekøbt erfaring fra de år, hvor jeg sled mig halvt ihjel i mit forsøg på at gøre det.

Den eneste mulighed, som jeg – eller nogen anden – har for at leve et liv i lydighed mod Gud, er at Gud selv gør det i mig! Det skriver Paulus også i Filipperbrevet 2,13.

Hvad sker der med den fortabte søn?

Benny Lund Majland kommer i sin kronik ind på Jesu lignelse om den fortabte søn, men efter min mening misforstår han den i tragisk grad, når han skriver:

”Faderen tager imod sønnen, men hans afhængighed af faderen er nu fuldkommen, for der er ikke mere arv tilbage til ham. Den har han brugt. Han kan nu kun lydigt følge faderen, hvis han vil bevare livet.”

At sønnens afhængighed af faderen er fuldkommen, er jeg helt enig i, men resten af Majlands tolkning strider imod, hvad der står i bibelteksten.

Læg nemlig mærke til, at faderen giver sønnen en ring på fingeren! Det betyder, at sønnen bliver genindsat i sin status som søn af huset, som om han aldrig havde været væk. Der er ikke noget, der hedder:

”Faderen tager imod sønnen, men…”. Nej, faderen tager imod sønnen, punktum! Der er aldrig noget ”men”, når Gud tager imod sine børn.

Helt ny identitet

Det, der sker, når et menneske kommer til tro på Jesus, er nemlig, at vores gamle menneske dør sammen med ham, og vi får en helt ny identitet som Guds børn.

”For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Galaterbrevet 2,19-20).

”Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager. For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus” (Galaterbrevet 3,25-27).

Der er altså ikke tale om, ”at vi igennem Jesus har fået en vej til at stå verdens bedrager imod, så at vi ledt at Helligånden kan blive forandret til at være lydige børn af Gud”, som Majland skriver.

Derimod er der tale om at vi ved Helligånden er født på ny til at være Guds børn, og det er dén identitet, vores lydighed udspringer af – ikke omvendt.

Den autoritet, som vi har brug for til at leve et liv i sejr over synden, den har vi kun i kraft af, at Gud allerede har taget imod os uden betingelser og givet os en tryg, urokkelig status som hans børn.

Verdens kærligste far

Jeg er selv den lykkelige far til en dreng på fem år. Ham elsker jeg over alt på jorden, og det har jeg gjort, lige siden han blev født.

Jeg ser naturligvis helst, at han gør, som jeg siger (ikke mindst for hans egen skyld!), og derfor opdrager jeg ham efter bedste evne, men det gør jeg netop, fordi jeg elsker ham!

Og mon ikke enhver far eller mor, der læser dette, forstår, hvad jeg mener, når jeg siger, at uanset hvad han gør, vil jeg aldrig forkaste ham og vende mig bort fra ham?

Hvis han (Gud forbyde det!) på et tidspunkt skulle vælge at slå hånden af mig, så ophører vores relation, det er klart, men det vil i givet fald være hans valg, ikke mit. Og skulle han senere fortryde og genoptage kontakten, så er der intet, jeg hellere vil, end at tage imod ham med åbne arme.

Når jeg synder elsker min søn sådan, hvor meget mere må Gud, der er kærlighed (Første Johannesbrev 4,8), så ikke elske sine børn? Skulle han ikke være uendeligt meget mere kærlig, tålmodig og trofast over for sine børn, end jeg er over for min søn?

Som Jesus siger: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” (Matthæusevangeliet 7,11).

Gud er verdens kærligste far – det må han nødvendigvis være, for en skabning kan umuligt være mere kærlig end Skaberen. Ganske vist er Gud også hellig og fuldt ud retfærdig, men de egenskaber trækker ikke noget fra hans grænseløse kærlighed.

Benny Lund Majlands kronik var foranlediget af en gudstjeneste, han havde været til, hvor præsten efter hans mening gav udtryk for et billede af Gud, der var mere farvet af humanismen end af Bibelen.

Jeg var ikke selv til stede ved den gudstjeneste og ved derfor ikke, hvordan jeg samlet set ville have bedømt præstens prædiken. Men hvis Majland har ret i, at præsten prædikede, at Gud er ”en omfavnende far, som ønsker frihed og glæde for sine børn og aldrig vil vende sig bort fra dem”, så er den pågældende præsts billede af Gud i mere samklang med Bibelen end Majlands eget.

Jeg kan i hvert fald sige ud fra mit eget liv, at hvis Gud virkelig var sådan, som Majland beskriver ham, så ville jeg i dag have været et neurotisk vrag, hvis jeg overhovedet havde været i live.