Landlig idyl med får og ulve

I Lyngdrup hersker der for det meste idyl, en varm stemning, berigende menneskelige relationer, og selv om byen og dens indbyggere oplever problemer, er de til at løse. Alligevel kan forløbet godt pirre læserens nysgerrighed, for hvad nu? Det er en dejlig velskrevet roman til at hygge og slappe af med.

Autentiske personer

Romanens handling er enkel, men netop derfor fungerer personbeskrivelserne meget fint som autentiske og troværdige. De viser god psykologisk indsigt hos forfatteren og forståelse af, hvordan mennesker føler, tænker og handler i livets mange facetter.

I Lyngdrup må stedets trælast lukke, og derfor er byen ved at miste arbejdspladser, nogle personer i byen er kreative og vil skabe nyt, andre er betænkelige. Men det munder alligevel ud i flere nye, kreative aktiviteter med mulighed for mere.

Og så får den lille by en ny præst – samspillet med en jævnaldrende kvindelig formand for menighedsrådet er på flere måder spændende og giver stof til eftertanke! Læs selv! Omend byen emmer af idyl, så viser forfatteren god indsigt i, hvordan den menneskelige natur ud fra bevidste eller ubevidste motiver handler mere eller mindre hensigtsmæssigt. Og hvordan det rummer potentialet for, at det ender godt!

Får og ulve

Som læser er det spændende at afvente, hvornår både får og ulve kommer på banen. Og hvem er ulven – eller er der flere? Selv om handlingen er om en idyllisk lille by, rammer forfatteren nogle af de problemstillinger, som selv de mest idylliske steder kan blive udsat for.

Uden at der umiddelbart ser ud til at være hverken lette eller indlysende løsninger.

Denne roman er en selvstændig fortsættelse af romanerne Nøglen til Cecilie og Sommersonater. Bodil Sangill har også skrevet børnebøger, nogle er anmeldt her i Udfordringen, og bøgerne findes også på bibliotekerne.

Bodil Sangill: Lyngdrup – hvor der er får, er der ulve
224 sider. 200 kr. E-bog 139 kr.
Forlaget Mellemgaard