Pastor Knut B. Jørgensen 80 år

Mandag den 15. marts kunne pastor Knut Bjarne Jørgensen, Vejle, fejre sin 80 års fødselsdag.

Knut Bjarne Jørgensen, som er født og opvokset i Norge, er uddannet ved Metodistkirkens Nordiske Teologiske Seminarium Överås i Göteborg og har arbejdet ved metodistkirker både i Norge og Danmark. Under studietiden mødte han sin danske Rita, som han blev gift med og fik to døtre sammen med.

I 1964 blev Knut Bjarne Jørgensen ordineret og fik sin første ansættelse i Hammerfest i Norge.

Senere gik turen mod Danmark, hvor han har været ansat ved menighederne i Rønne og Allinge, Løkken, Aalborg og Brønderslev samt i Esbjerg & Varde. Senere blev han udnævnt til Aarhus & Randers, Svendborg og endelig i Vonge, Horsens og Esbjerg.

Pastor Knut Bjarne Jørgensen og hans familie har således tjent Metodistkirken trofast som rejseprædikanter.

Knut Bjarne Jørgensen har gennem hele sin tjeneste været optaget af alkohol og rusmidlers skyggeside, og han har i lange perioder været formand for Metodistkirkens afholdsforbund, det senere Råd for Folkesundhed.

Gennem mange år var han redaktør for den danske udgave af UMC’s globale andagtshæfte “The Upper Room,” på dansk “Dagens Ord.” I 2004 tog han en Master of Divinity fra Överås på afhandlingen “Metodistkirkens sociale selvforståelse med fokus på Afholdsbevægelsen i Danmark.”