Trykt påskekalender får også de kvindelige vidner på banen

I Norge har Kirkelig Pedagogisk Senter (IKO) trykt en påskekalender til perioden fra palmesøndag til 2. påskedag. Dermed gentages en succes fra coronatiden sidste år.

– Det kan minde lidt om en påskevandring, hvor man får en fortælling fra bibelhistorien hver dag.

Påskefortællingen passer jo perfekt til en sådan type formidling, fortæller rådgiver for trosoplæring i IKO, Ingunn Aadland, til Kristelig Pressekontor.

Der var allerede stor efterspørgsel på påskekalenderen sidste år.

– Vi havde planlagt kalenderen, før vi kendte til corona, men da den kom, blev der pludselig et stort behov for trosoplæring i hjemmene. Da passede kalenderen perfekt, og oplaget sidste år blev udsolgt, siger Ingunn Aadland.

Nu har IKO lavet en ny version af påskekalenderen og genoptrykt flere af versionen fra sidste år. Det meste af salget går til menigheder og kristne grupper, som blandt andet sender kalenderen ud gennem dåbsklubben Tripp Trapp.

Idé fra Sverige

Ideen til en påskekalender kommer fra Michal Hudak, der i 1978 kom til Sverige som flygtning fra det kommunistiske Tjekkoslovakiet. Selv om han blev uddannet arkitekt, arbejder han i dag også som kunstner, børnebogsforfatter og illustrator.

Hudak fortæller, at han sammen med kunstnerpræsten Anders O. Johansson for flere år siden lavede et såkaldt påskeskab. Det er et aflangt, tredelt skab, hvor man åbner forskellige luger hver dag i påskeugen. Her formidles påskedramaet så ved hjælp af små træfigurer.

– Der udgives mange forskellige adventskalendere hvert år, men hvorfor er der ingen påskekalendere? spørger Hudak. Han har indtil videre lavet hele syv forskellige påskekalendere, hvoraf nogle følger et af evangelierne, mens andre er baseret på en blanding af evangelietekster.

Kvindelige disciple må med

Ingunn Aadland i IKO har været optaget af, at kvinderne, som fulgte Jesus og var vidner til hans opstandelse, også skal have opmærksomhed i hele påskefortællingen.

– Ofte, når påskehistorien fortælles, snakkes der bare om ”kvinderne” ved graven. Jeg synes, disse kvinder, som fulgte Jesus fra Galilæa, kan nævnes ved navn. De hed Maria Magdalena, Johanna og den anden Maria.

At de var de første opstandelsesvidner er en vigtig del af traditionen, og det nævnes i alle evangelierne. Men i den kulturelle fortælling fylder de ikke meget. De dukker bare op ved graven, siger Aadland.

Hun peger også på, at evangelierne fortæller om kvinder i Jesu nære omgangskreds, selv om de kun får lidt opmærksomhed.

– Påskefortællingen indrammes på mange måder af kvinder, som salver Jesus. Det er dem, som ser Jesus som den, han er, både før og efter hans død. Kvinderne er altså ikke bare statister i påskefortællingen, siger rådgiveren, som også mener, at den ene af vandrerne til Emmaus i Luk. 24 kan have været en kvinde.

”Selv om de ikke dominerer i evangelierne, hører kvinder med i Jesu discipelkreds. Vi er optaget af at være tro mod bibelteksterne. Vi ændrer dem ikke, men fremhæver noget, som tidligere er blevet overset og glemt,” slutter Ingunn Aadland.