Kendte danskere tegner kors for forfulgte kristne
Også flere politikere har tegnet et kors på underarmen og delt billedet på sociale medier.
– Stå sammen med forfulgte kristne, lød opfordringen fra Open Doors før påske.
Påsken er en af de højtider, hvor flest kristne samles i kirkerne. Men det ved de kristnes fjender også, og det har i årevis ført til terrrorangreb eller razziaer netop i forbindelse med påskehøjtiden. Før påsken i år skrev den danske afdeling af Open Doors:
”I de kommende dage mødes kristne i hele verden for at fejre påsken. Nogle mødes online, andre fylder kirkerne. De fleste mødes i glæde, men nogle mærker frygten under overfladen.
Påsken er et af de tidspunkter på året, hvor der oftest sker angreb på kirker. Derfor har vi valgt påsken, som det tidspunkt, hvor vi sammen vil vise vores støtte til verdens forfulgte kristne.”
Korskampagnen
Mange kendte danskere har valgt at gå ind i kampen ved at tegne et kors på håndleddet og dele det på de sociale medier.
Open Doors opfordrede samtidig til forbøn for forfulgte kristne og henviste til hjemmesiden, hvor man kan læse om Kumaran, hvis kirke i Sri Lanka blev bombet påskedag 2019.
På hjemmesiden kan man også læse, at 340 millioner kristne bliver forfulgt for deres tro.
Når Open Doors har valgt at tegne kors-symbolet på håndleddet, er det inspireret af, at kristne i blandt andet Egypten får tatoveret et kors på håndleddet som et synligt tegn på deres tro på Gud, selv om de lever som en minoritet i et muslimsk land.