Kirkeledere glæder sig over dom

– Nu kan jeg trække vejret, står der under tegningen af George Floyd. Betjenten, der dræbte ham, er nu kendt skyldig.

Knap et år efter den brutale anholdelse i Minneapolis har en jury fundet politibetjenten Derek Chauvin skyldig i drabet på George Floyd. Mange kirkeledere udtrykker glæde over afgørelsen.

Juryen fandt efter to dages votering betjenten skyldig i ”andengrads mord”, ”tredjegrads mord” og ”andengrads manddrab”. Kendelsen vakte jubel i gaderne og hyldes af kendte kirkeledere.

– Det sender et budskab, der ikke kan misforstås, for ”ingen skal slagtes på et offentligt fortov”, udtalte Bishop TD Jakes fra Dallas. Samtidig udtrykte han ønsket om, at der bliver gjort mere for at stoppe politivold mod sorte.

Også den britiske ærkebiskop af Canterbury, Justin Welby, har på Twitter udtrykt glæde over kendelsen.

”Det var afgørende at yde George Floyd retfærdighed. Jeg beder for hans familie og venner idag, og for alle, som ventede sammen med dem. Jeg beder også for alle, som lever med traumet af racistisk vold og undertrykkelse, som har varet i mange generationer, og alle, som fortsat venter på og kæmper for retfærdighed, skrev ærkebiskoppen.

Pastor Samuel Rodriguez, som er leder af National Hispanic Christian Leadership Conference, glæder sig over, at det amerikanske retssystem langt om længe er på rette vej i forhold til upartiskhed overfor folks hudfarve.

”Det begynder med Amerikas jødisk-kristne overbevisning om, at hvert eneste menneske er skabt i Guds billede,” fastslog Samuel Rodriguez, der selv er latino.