Min hustru vil mig ikke mere

Kære Poul Henning

Tak for telefonsamtale. Det er tungt for mig. Jeg har længe kæmpet og bedt. Som kristen tror jeg på ægteskabet, men min hustru vil mig ikke rigtig mere. Hun søger væk. Hun trækker sig fra intimitet og nærhed samt vores fælles venner.

Hun undgår de fælles opgaver med børn og hus. Jeg har gjort flere tiltag med hyggeaften og en tur væk i sommerhus. Da blomstrer vores forhold lidt op, men det falder hurtigt tilbage igen. Jeg er ved at give op.

Hvor længe skal man blive i et sådant forhold? Jeg tænker også på børnene. Her er der ganske mange og udfordrende opgaver for både mor og far. Det er som om, at min hustru har forandret sig.

Tror du, at hun har en personlighedsforstyrrelse eller depression? Hun klarer sit arbejde og undskylder sig med, at hun er helt færdig, når hun kommer hjem. Det kan jeg godt forstå; det medfører blot, at jeg bliver overbebyrdet. I kirken har de mig bekendt ikke opdaget noget. Hjælp – tak for råd.

Kærlig hilsen
Abel

Kære Abel

Tak for samtale. Ja, det er tungt, og vi kan ikke komme ind på alt i dette brev. Din ægtefælle er formentlig ikke syg med en diagnose. Det virker mere som om, at det, der i de første år i jeres ægteskab var små skrøbeligheder, som I kunne bære over med, nu er blevet til store skrøbeligheder.

I takt med at kræfterne bliver mindre med alderen, kan det blive sværere for jer begge at kompensere, så kærligheden også i det praktiske netop skjuler en mangfoldighed af synder. At stabilisere og opbygge forholdet også ved at omslutte, minimere det svage og skrøbelige er en livskunst.

Der er kommet en ubalance, hvor det virker som om, at det kun er dig, der ”kæmper for jeres ægteskab”. Det er uholdbart i det lange løb. Hvis jeg sad i et terapeutisk forløb med jer, kunne jeg være tilskyndet til at tage jer med i en nulstilling af hele jeres virkelighed.

Skal de krævende job ændres? Skal de mange boligudgifter ændres? Skal vaner og livsmønstre ændres? Kort sagt: Det vigtigste er Gud og jer! Dernæst børn, kirke, arbejde, økonomi og fritidsinteresser.

Der skal muligvis slagtes nogle ”hellige køer” for at finde plads til Gud og jer to igen.

Måske skal I igen vælge jer to. At få det godt igen, kræver Guds nåde, gerne terapi og en god fælles arbejdsindsats. Det positive ved kriser er afsløring. Afsløring også af skrøbeligheder og dårlige tendenser, der fylder for meget.

I god kommunikation kan I hver især overfor hinanden beskrive det aktuelle billede af jer selv, men også tage imod den feedback fra jeres nærmeste, som er er så grundlæggende for vækst. Det kan være svært at blive gjort opmærksom på noget, som er løbet af sporet. Vi har alle blinde områder.

Var vi seende, og var det tydeligt, havde vi nok i gode tider med overskud gjort noget ved det. Vi har alle brug for at favnes af Guds kærlighed. ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Det gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.

Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”(1Kor.13:4-7)

Jeg tænker, at I skal søge hjælp også hos jeres præst. I er i mine bønner.

Kærlig hilsen Poul Henning