33 dages bøn for ’unåede’ folk startede pinsedag
– Jeg kan ikke forestille mig at skulle møde Gud uden at kende Kristus. Må Gud give mig kærlighed tid dem, der aldrig har hørt evangeliet, bad pastor Francis Chan pinsedag, hvor over 50 forskellige kristne grupper startede en 33 dages bedekampagne for den tredjedel af verdens befolkning, som hverken kender til bibler, kirker eller kristne.
Pinsedag, som i år faldt den 23. maj, er den internationale dag for de unåede, skriver Christian Headlines. Kampagnen, der kaldes ”1:11 Prayer Challenge”, startede med et live event på Facebook klokken 13:11 i alle tidszoner i USA.
Kristne opfordres til at holde en pause hver dag klokken 13:11 for at bede for den tredjedel af verdens befolkning, som ikke har adgang til at høre om Jesus.
– ”Unåede” er ikke det samme som ufrelste eller u-evangeliserede, forklarer Marv Newell fra Alliance for the Unreached, som er medvært for “A Third of Us”-bevægelsen. “De fleste mennesker i Nordamerika er nået med evangeliet i den forstand, at de har adgang til De Gode Nyheder på deres eget sprog i en eller anden form.”
– Men det gælder ikke de 3,2 milliarder mennesker, som bor i evangelie-fattige områder i verden.
De anses som unåede, fordi de ikke har adgang til evangeliet. De venter stadig på muligheden for at høre budskabet om Jesus for første gang, og ud fra antallet af bekendende kristne i deres områder, er det ekstremt usandsynligt, at de vil møde eller kende en kristen personligt, tilføjer Marv Newell.