”Hele Danmarks præst” er død

Jeg tror aldrig, jeg var blevet sporet ind på teologien, hvis det ikke var for Johannes Møllehave og Søren Kierkegaard. Af samme grund ville jeg aldrig have skrevet speciale om Søren Kirkegaard og Peter Seeberg. Og dermed aldrig have skrevet det, der blev til bogen ”HVIS GUD ER DØD…?”, som sikkert er den vigtigste fagbog, jeg selv har skrevet.

Der var en periode i midt90erne, hvor jeg havde som fast ritual at læse ”Til trøst” mellem jul og nytår, en tid, jeg dengang kaldte for en ikke-tid. Jeg havde svært ved at håndtere tiden mellem jul og nytår og var ofte i et helt utroligt melankolsk humør, hvorfor bogen gav mig en slags medicin i den periode.

”Formidler af Guds nåde”

Han var en formidler af Guds nåde, og han har som sagt en stor del af æren for, at jeg i sin tid startede på Søren Kierkegaards samlede værker. Johannes Møllehave lagde ikke fingrene imellem – han havde syntes, at teologistudiet var hårdt, men brugte hele tiden Søren Kierkegaard som motivationsfaktor.

For eksempel bruger Kierkegaard både latin, græsk og hebraisk, drypvis, når han udfolder sig. Og så kunne Møllehave føle sig ekstra motiveret til at læse disse sprog på teologi.

Han ville engang blære sig med sin viden om Kierkegaard overfor sin far, selvom han på det tidspunkt ret beset ikke forstod så meget. Men da hans far sidenhen valgte sætningen ”Din nåde er mig nok!” på sin gravsten, tænkte Møllehave flovt for sig selv: Og ham ville jeg lære om Kierkegaard!

Der er utallige små citater fra hans hånd, der har sat sig fast hos mig. Det er ikke altid helt klart for mig, hvad der var hans eget værk, og hvornår han bare citerede. For eksempel skrev han engang, at Jesus elskede mere end det var fornuftigt. Et fantastisk udsagn. Men det skulle være et citat, han har fra van Gogh, fandt jeg siden ud af!

Hvor kærlighed bor

Jeg startede på hans prædikensamling ”Hvor kærlighed bor” tilbage i slut90erne, og som jeg husker det (det er over tyve år siden), så læste jeg trofast en prædiken hver søndag (det var før jeg lærte at gå i kirke), hvis jeg da kunne holde mig fra at læse mere end en af gangen. Titlen har sandsynligvis også været medvirkende til, at ”O Kristelighed” i en lang periode var min yndlingssalme.

Når jeg skimmer mine gamle prædikener igennem, har jeg utallige henvisninger til Møllehave. Han udtrykte engang forskellen mellem tro og overtro. Han skrev, at når det gælder overtroen, så skal man først se et mirakel, og så er man klar til at tro. Når det gælder kristendommen, så er det lige omvendt. Her er det troen selv, der skaber miraklerne.

Og tilbage i 90erne var det igennem dels nogle personlige erfaringer, dels igennem læsning af ikke mindst Johannes Møllehave og Søren Kierkegaard, at jeg fik øje for Gud som udtryk for den absolutte kærlighed.

I modsætning til den kærlighed mellem mennesker, der, om end nok så intens, kun kan blive en relativ størrelse. I hvert fald sat lige overfor Guds kærlighed, og Gud som kærlighed.

Og når Møllehave skulle beskrive, hvad det vil sige at blive omvendt, så brugte han forelskelsen som eksempel. Og brugte den som billede på omvendelsen, fordi vi i meget bogstavelig forstand vender rundt og ser verden på en helt anderledes måde.

Vi ser verden med nye øjne, og i en forelskelse ser man sjældent den andens fejl. Kærligheden skjuler synders mangfoldighed, kan man roligt sige. Det er i disse situationer – hvor der pludselig sker noget radikalt nyt for os, at vi i dagligsproget kan sige, at vi fik en aha-oplevelse eller måske en åbenbaring.

Nyfortolkning af Den gode samaritaner

Og så havde han et helt fantastisk billede på dom og nåde. Johannes Møllehave forestiller sig billedet af menneskeheden, der skal dømmes i gode og onde. Og vi får, som udgangspunkt, alle den hårde dom. Pladsen, hvor alle de retfærdige bliver ført hen, Himlen, i Abrahams skød, er helt tom.

Men Guds fuldstændigt uforståelige nåde løfter os alle over i den tomme plads. Helt uforskyldt, og til trods vor vore gerninger, får vi del i nåden. Denne tankegang er med andre ord udtryk for alles frelse, en forestilling, som jeg selv har modereret.

Og så har Johannes Møllehave engang skiftet samaritaneren ud med en grønlænder, når han skulle illustrere radikaliteten af historien om den barmhjertige samaritaner. De er stadig et sørgeligt syn i gadebilledet i Århus, hvor mange sidder alkoholiserede på bænke i bybilledet. I dag er det nok muslimerne, der er blevet det største fjendebillede i dagens debat.

Møder med Møllehave

Jeg kunne blive ved med at genkalde mig Møllehaves perler.

Derfor var det også noget af en usædvanlig begivenhed for mig, de to gange jeg mødte ham personligt. Første gang var det et HK-arrangement (!), hvor folk vist var kommet mere for at grine end blive klogere.

Heldigvis kunne Møllehave begge dele, og han fortalte, som kun Møllehave kan, og det var romanen ”Brødrene Karamazov” af Fjodor Dostojevskij, der var i centrum. Her fik jeg også hans autograf, og ved den lejlighed sagde han faktisk til mig, at ”Til trøst” (som han skrev i) var en sjælden bog.

Anden gang var på Testrup Højskole, hvor de havde en fast aftale med ham. Han valgte selv emnet og fik en flaske rødvin for det. Her fortalte han om ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” af St.St. Blicher. Ved en anden lejlighed havde nogen spurgt ham, og man kunne få denne dagbog i fuld version!

Dertil kommer hans tolkninger af teater og litteratur. Hans udlægning af Inger Christensens Alfabet var sublim. Her minder han os om, at frugten, som Adam og Eva tog af i paradisets have, sandsynligvis var en abrikos, og ikke et æble, som jo er den mest almindelige frugt på vores breddegrader.

Derfor er Inger Christensens indledning på sin ikoniske digtsamling: Abrikos-træerne findes, abrikostræerne findes.

Da jeg i sin tid skulle til at finde embede som præst, og jeg gerne ville undgå konfirmanderne (jeg har det helt omvendt i dag), søgte jeg især stillinger som fængselspræst med Johannes Møllehave som forbillede.

Og så skal hans salme, ”Nåden er din dagligdag” selvfølgelig også nævnes. Den kan synges på hele tre forskellige melodier, og vi havde den som sidste salme til vores bryllup den 20. august 2016. Jeg havde den også med som næsten fast salme ved mine første prøveprædikener.

”Overfladiskhed”

Johannes Møllehave var nok også en flyvsk person. Da jeg i sin tid stod foran ham for at få hans autograf, virkede han meget distræt og var vist lidt provokeret over, at jeg sagde til ham, at jeg synes ”Til trøst” (også) havde været nem at læse.

Han fik ikke færdiggjort sin hilsen til mig i bogen, før han var videre i programmet.

Men som han har sagt om sig selv og sin ”overfladiskhed”: ”Min overfladiskhed stikker ikke så dybt”.

Tak for ordene, og æret være hans minde. Han blev 84 år gammel.