Jeg elsker hele Guds kirke

”Jeg er dansker født i Norge, Sverige er mit fædreland, taler russisk som en tysker, skønt jeg er en engelsk mand”. Sådan lyder en gammel børnesang, jeg husker, min far gik og sang i min barndom i 80’erne.

I forbindelse med dette års fejring af pinsen, hele kirkens fødselsdag, fik det mig til at reflektere over, hvor dybt ikke bare min menneskelige, men også min kirkelige identitet er rundet af mange forskellige kirkeretninger og strømninger.

Jeg er i dag dybt taknemlig for mit ståsted i den luthersk-karismatiske del af kirkelivet, men mindst lige så taknemlig over den meget berigende påvirkning, jeg har fået fra andre dele af Guds kirke.

I mine teenageår mødte jeg Indre Missions ungdomsarbejde. Her fik jeg betroet lederansvar og gjorde mig de første erfaringer med at holde små prædikener og tage del i lejr- og udvalgsarbejde.

Disse miljøer var kendetegnet af en varm og klar Jesus-forkyndelse, bibelglæde, og i disse år fik jeg grundlagt en daglig rytme med bibellæsning og morgenbøn, som er grundstammen i mit andagtsliv.

Sideløbende hermed kom jeg også i apostolsk kirke samme med min familie, der var blevet åndeligt vakt igennem denne kirkes virke.

Her mødte jeg en inderlig lovsangstradition, hvor jeg erfarede, at Guds nærvær ikke var et abstrakt begreb, men et nærværende møde med den hellige.

Jeg mødte også en forståelse af Helligåndens gaver og virke i menigheden.

Det, der står klarest for mig, var passionen for det Gamle Testamente, som flere af kirkens ”ældste” med glæde prædikede over.

Under mine teologiske studier blev min bogreol fyldt med teologiske værker og bibelkommentarer, en stor del af disse skrevet af reformerte og presbyterianske teologer.

Jeg har også lyttet til utallige prædikener med reformert teologi, som har været til stor inspiration for min teologiske dannelse.

Som ung, travl præst blev retræter hos de katolske Skt. Josephs-søstre en del af min overlevelsesstrategi. Deres blik for lyttende bøn og at se Guds tale igennem kunsten føjede en ny dimension til mit åndelige liv.

Jeg nød også lejlighedsvis at falde ned på kirkebænken søndag eftermiddag i den lokale katolske kirke, hvor den rige liturgi og den store etniske mangfoldighed var opmuntrende at se. Intet sted som i den katolske kirke har jeg så stærkt erfaret at være en del af Guds store kirke.

Også mødet med den ortodokse kirkes liturgier og tidebønner fra den koptiske kirke har været en ramme om mit bønsliv i flere perioder.

Som præst i en større aktiv folkekirke, med et vidt forgrenet liv af frivillig ledere, blev jeg klar over, at jeg måtte lære noget nyt om, hvad kristent lederskab er.

Her blev først mødet med anglikanske præster i England, og senere baptister og metodister i Canada og USA, helt afgørende for mig. Jeg fik både teori og praksis for, hvad det vil sige at være kristen leder, som i dag er rygraden i mit arbejdsliv og kirkelige engagement.

Både som præst og efterskoleforstander har jeg haft mange inspirerende møder med ledere fra pinsekirke-baggrund.

Jeg er blevet utrolig inspireret af den pionerånd, det engagement og ikke mindst den samfundspåvirkning, mange frikirker i disse år viser vej til.

På søndag tager min kone og jeg til gudstjeneste i en lokal frikirke, som er en del af Missionsforbundet i Danmark, hvor vi i denne fase af livet oplever at have vores kirkefamilie.

Vores lokale Missionsforbunds kirke er kendetegnet af en varm og hjemlig fornemmelse, med stor rummelighed og optagethed af at være kirke for mennesker i lokalområdet.

Så skulle jeg omskrive børnesangen, min far sang, ville den måske lyde således:

”Jeg er luthersk, kommer i en frikirke, skønt jeg er Grundtvig-inspireret karismatisk pietist, ”økumenisk” er mit modersmål og hele Guds store kirke er min familie”.

Glædelig pinse!