Nordkorea er verdens værste land for kristne

De sidste to årtier har Nordkorea været det land, hvor forfølgelsen af kristne er værst. Alligevel er undergrundskirken vokset, og titusinder af kristne nordkoreanere modtager hjælp fra den globale kirke.

Efter aftalen om våbenstilstand i Koreakrigen i 1953 havde de nordkoreanske kristne grundlæggende tre muligheder: De kunne flygte til udlandet, forlade deres tro eller skjule deres tro. Titusinder valgte det sidste, og dermed var den nordkoreanske undergrundskirke født.

Nogle rapporter anslår, at der var mellem 100.000 og 200.000 kristne i landet efter krigen. Hvis de oplysninger står til troende, er kirken fordoblet siden da, idet der efter Open Doors’ estimat i dag er et sted mellem 300.000 og 500.000 kristne i Nordkorea – et tal, som på trods af den ekstreme forfølgelse, vokser.

Efter 1953 har der to gange været små åbninger for undergrundskirken. Første gang var i slutningen af 1960’erne i forbindelse med en kampagne fra styrets side, som kortvarigt gav undergrundskirken lejlighed til at omorganisere og styrke sit arbejde.

Mange beretninger fra den tid fortæller om uforklarlige mirakler og helbredelser.

Anden gang var under den store hungerkatastrofe i 1990’erne, hvor styret tillod folk at rejse til Kina. De løsere tøjler fra styrets side gav undergrundskirken mulighed for at smugle bibler og kristent undervisningsmateriale ind i landet.

Titusinder af kristne i fangelejre

De seneste 20 år har Nordkorea toppet Open Doors’ årlige ”World Watch List” over verdens værste lande at være kristen i. Hvis det bliver opdaget, at man er kristen, bliver man arresteret og sandsynligvis også sendt i en af de kz-lignende arbejdslejre, som regimet bruger til at undertrykke befolkningen med.

Da Nordkorea er verdens mest lukkede land, er det vanskeligt at vide præcis hvor mange nordkoreanere, der holdes fanget i fængsler og arbejdslejre. En FN-rapport fra 2014 anslår, at der sidder et sted mellem 80.000 og 120.000 politiske fanger, mens andre vurderer, at der kan være op imod 200.000. Open Doors vurderer, at 50.000-70.000 af disse fanger er kristne.

Der er tre former for fangenskab, som det nordkoreanske styre gør brug af: Fængsler, genopdragelseslejre og politiske arbejdslejre. Når man lige er blevet arresteret, sættes man i fængsel.

Her bliver fangerne afhørt og tortureret, og stuvet sammen i små celler, inden de eventuelt sendes videre i fangelejre.

En kvindelig fange fortæller, hvordan hun oplevede fængslet:

”Den eneste ’luksus’ var et tyndt tæppe, som vi kunne ligge på i stedet for direkte på trægulvet.

Vi var ni fanger i den lille celle, og der var kun plads til at ligge ned, hvis alle lå på siden. Vi måtte ikke tale sammen, og derfor lå vi den modsatte vej som vores sidemakkere, så vi lå ud for deres fødder.

Det var umuligt at vende sig, så jeg sov på min venstre side i fire måneder, mens det var vinter – jeg fik forfrysninger i øret, og efterfølgende var hele den venstre side følelsesløs.”

Hvis man er en ikke-politisk fange, kommer man i genopdragelseslejr, hvor man skal arbejde hårdt om dagen, og om aftenen skal man deltage i genopdragelsesklasser, hvor man undervises i den nordkoreanske jucheideologi samt Kim Il-sungs lære.

Vold, voldtægt, sult og tortur er almindeligt forekommende. Som regel dømmes man til et vist antal år i disse lejre, og hvis man overlever det tidsrum, betragtes man som genopdraget og bliver frigivet.

De fanger, som kendes skyldige i politiske ’forbrydelser’, og som følgelig betragtes som fjender af staten, bliver sendt til særlige arbejdslejre. At være kristen er per definition en alvorlig ’forbrydelse’, fordi kristne ikke anerkender Kim-familien som den højeste autoritet i deres liv.

Fangerne i disse lejre betragtes som værende for forhærdede til at kunne genopdrages. Er man først én gang sendt til sådan en lejr, skal man ikke forvente at komme levende derfra – fangerne arbejder sig selv ihjel. Og hvis de bliver for svage til at arbejde, henrettes de – nogle bruges også i eksperimenter af forskellig slags.

Open Doors og Nordkorea

Open Doors har været engageret i Nordkorea i årtier, hvor vi er den globale kirkes forlængede arm til vores trængte brødre og søstre. Det hele begyndte i slutningen af 1980’erne, hvor en mand, som i Open Doors-regi går under betegnelsen ”broder Simon”, fik en fornemmelse af, at Gud ville, han skulle tage til Kina.

Da han var kommet dertil, blev han af Helligånden vejledt til at mødes med en gruppe kristne langt ud på landet. En ældre kvinde i gruppen spurgte ham, om han kunne hjælpe hende med at få fat i 20 små bibler. En underlig anmodning tænkte han, men havde samtidig en følelse af, at Gud ønskede, han skulle hjælpe denne kvinde.

Da han nogle måneder senere afleverede 20 små bibler til kvinden, spurgte hun omgående efter flere – ligesom hun spurgte, om han kunne skaffe sangbøger med kristne lovsange. Det kunne han – og da de var leveret, spurgte hun efter flere bibler og sangbøger.

Sådan fortsatte det gennem nogle år, før det dæmrede for broder Simon, at modtagerne af biblerne og sangbøgerne var nordkoreanske kristne.

Da der nogle år senere opstod der en voldsom hungersnød i Nordkorea, skaffede broder Simon også mad og medicin til de nordkoreanske kristne. I dag får 90.000 nordkoreanere hjælp i form af mad, tøj og medicin via Open Doors’ netværk i Kina.

Uddeling af bibler og kristent undervisningsmateriale samt radiotransmissioner via kinesiske og sydkoreanske partnere er også en del af Open Doors’ udstrakte hånd til kristne nordkoreanere. Det anslås, at 10.000 kristne nordkoreanere lytter til disse radioudsendelser.

Derudover driver Open Doors såkaldte sikre huse i Kina og Rusland, hvor vi hjælper nordkoreanske flygtninge, migrantarbejdere og studerende, ligesom vi holder bibelstudier for dem, som ønsker det. Det anslås, at flere end 4.000 nordkoreanske flygtninge har deltaget i sådanne bibelstudier.

Med livet som indsats

Open Doors’ arbejde i området er ikke ufarligt. Det nordkoreanske styre forsøger kontinuerligt at stoppe arbejdet, og der er adskillige beretninger om, at kristne missionærer er blevet dræbt – også uden for Nordkorea. Nordkoreanske agenter afholder sig nemlig ikke fra at dræbe kristne missionærer, som opholder sig i Kina.

Peter* og Mattias* er to af de medarbejdere, som sætter livet på spil for at hjælpe kristne nordkoreanere.

”Når jeg hører om nogen, som er blevet slået ihjel, bliver jeg rædselsslagen,” erkender Mattias.

”Jeg er sikker på, at de missionærer, som blev dræbt, var sikre på, at det nok skulle klare sig. Men de blev alligevel dræbt – og det kan også ske for mig. Den frygt overvælder mig ind imellem.”

Peter fortæller, at han engang skulle mødes med en lokal kontakt klokken 01.00 om natten.

”Men han besvarede ikke mit opkald, da jeg ringede til ham. Gennem tre timer forsøgte jeg forgæves at nå igennem til ham, og først klokken 04.00 ringede han tilbage. Men da jeg besvarede opkaldet, lød en fremmed stemme: Hvem er du?”

“Jeg var chokeret og smed omgående min telefon på jorden og smadrede den med en sten. Derefter smed jeg den i en kloak. Senere fandt jeg ud af, at min kontakt var blevet taget af nordkoreanske agenter,” siger Peter.

At kristne for hele verden beder om beskyttelse, styrke og visdom til dem, er af afgørende betydning for Peter og Mattias:

”Uden vores kristne brødre og søstres bønner ville vi ikke kunne udføre vores opgave,” erklærer de.

* Navnene er anonymiserede