Vi har brug for vækkelse i stedet for svækkelse

Der skal vindes en sejr på det åndelige plan, for at vi som kristne kan blive befriet fra mørkets magt – og blive det skinnende lys i samfundet, som Gud har skabt os til at være, skriver Lars Hyldgård.

Af Lars Hyldgård. Daglig leder i foreningen Europe Harvest Center. Bor i Aalborg. www.europeharvest.dk og www.JatilJesus.dk

Så længe der ikke er tydelig fremgang for Guds rige, er det en indikator på, at vi som kristne lever under en form for åndelig undertrykkelse.

Det naturlige er nemlig, at Guds rige vokser kraftigt, ligesom det lille sennepsfrø, der bliver til et helt træ. (Matt.13:31-33)

Vi er bare gennem årtier blevet vænnet til stilstand og stagnation, mens mange andre lande i Asien, Sydamerika, Mellemamerika og Afrika har oplevet den naturlige eksplosive vækst.

En anden indikator på åndelig undertrykkelse er en generel mangel på frimodighed blandt kristne. Vi har brug for et åndeligt magtskifte i vores land og for den enkelte af os personligt.

Vinde sejr

DER SKAL VINDES EN SEJR på det åndelige plan, for at vi som kristne kan blive befriet fra mørkets magt – og blive det skinnende lys i samfundet, som Gud har skabt os til at være.

Åndeligt set skal ”vores Goliat” besejres og stødes ned fra sin selvophøjede plads. Vi skal i stedet sætte lyset fra evangeliet op på stagen, så det kan skinne for alle og bringe befrielse til de bundne og blinde. Hvis ikke lyset bliver sat op på en stage i vores land, vil mørket fortsat brede sig.

På den baggrund er det godt nyt, at politikere som Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Naser Khader i denne tid peger på den kristne tro som dét, vi har brug for i Danmark. Vi har en opgave i at bede for dem, og for dem, der vil følge trop. (1.Tim.2:1-4)

Bøn for Norden

I forhold til bøn for Danmark og de nordiske lande med korset i flagene kan jeg anbefale at stifte nærmere bekendtskab med den nordiske bønnebevægelse Norden 7:14.

Se www.norden714.com – og søg efter den svenske forbønsleder Lars Enarson på YouTube. David Hansen fra Aalborg Menighedscenter er repræsentant her i Danmark.

Jesus talte om DEN NØDVENDIGE ÅNDELIGE SEJR, der skal vindes, før Guds riges kraft viser sig: “Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.” (Mark.3:27)

Fjenden har bundet danskerne i et spind af ugudelighed og mørke, og han har begrænset og bekæmpet kristnes indflydelse. Politisk korrekthed, frygt og kontrol er helt sikkert nogle af hans effektive våben til at lamme kirken.

Vi må lære Gud at kende, så vi reelt stoler på ham. Det er sådan en tro, Gud efterlyser i sit Ord.

Vejen til åndelig sejr

Vejen til den åndelige sejr finder vi bl.a. i denne sandhed:

”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer.” (Jak.4:7)

Her er tre punkter:

1. Først og fremmest må vi underordne os under Gud. Det gør vi ved at give Gud plads til at forme os ved sit Ord og ved sin Ånd. I den forbindelse må vi også bede: “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte… Se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl.139:23-24)

2. Dernæst skal vi stå Djævelen imod. Det kan vi frimodigt gøre som oprigtige disciple, fordi Jesus er vores Herre og bor i os med sin autoritet og magt.

3. Denne kombination af ydmyghed for Gud og autoriteten i Jesu navn vil få Djævelen til at flygte.

Kompromis og alliancer

Jeg tror, at kirkens svaghed i Danmark bl.a. skyldes kompromis og forkerte alliancer.

Vi må til enhver tid ransage os selv, om vi accepterer synd i vores liv, eller om der er noget, der tager Guds plads i vores hjerter. Er der nogen eller noget, vi frygter eller ærer mere end Ham? Det var der ikke for Moses, Josva, David, Daniel, Johannes Døberen, Jesus og apostlene.

Israels folk måtte igen og igen omvende sig fra kompromis og forkerte alliancer.

De lod sig forlede til afgudsdyrkelse og søgte i vantro verdensherskeres beskyttelse. Gennem profeterne kaldte Gud sit folk til at vende tilbage til Herren som deres kilde og beskytter:

”Ve jer, oprørske børn, siger Herren, I gennemfører planer, som ikke er fra mig; I slutter forbund, som er min ånd imod, så I føjer synd til synd. I drager ned til Egypten, men spørger ikke mig til råds; I søger sikkerhed under Faraos værn, tilflugt i Egyptens skygge.” (Esajas 30:1-2)

Når folket så omvendte sig, gav Gud dem igen guddommelig autoritet og indflydelse i verden. Og de kunne ærligt sige:
”Herre, vor Gud, andre herrer end du har hersket over os, men kun dit navn vil vi påkalde.” (Esajas 26:13)

Det Nye Testamente viser os på samme måde, at vi ikke skal tilpasse os denne verden, men leve “sandheden tro i kærlighed”.

Tillid til Gud

Selv bag et religiøst liv kan der ligge en livløs tro, som egentlig ikke stoler på Gud, når det kommer til stykket.

Hvis vi ikke virkelig stoler på Gud, er vi ligesom et rodløst træ – og så er troen jo så godt som død.
Derfor må vi lære Gud at kende gennem en personlig vandring med ham, hvor vi tager Gud på ordet, og hvor tilliden vokser ud fra en erfaring af hans nærvær.

Vi må lære ham at kende, så vi reelt stoler på ham. Det er sådan en tro, Gud efterlyser i sit Ord. (Hebræerbrevet kap. 11)

For at kunne underordne os under Gud har vi altså brug for både tillid til Gud – og dernæst villighed til at omvende os. Omvendelse er at give Gud ret og vælge et bedre liv – Guds liv.

Jeg er taknemlig for, at jeg mange gange har fået lov til at opleve Guds vidunderlige nærvær, og at jeg ved, at jeg kan stole på hans løfter i praksis. Den erfaring ønsker jeg også, at alle andre må få.

Du kan faktisk tage nogle skridt i den rigtige retning ved at overgive dit liv til ham. Bibelen siger: ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind.” (Sl.37:5)

Overgivelse fører til liv og vækkelse

Når du af hjertet overgiver dit liv til ham, så åbnes der op for de himmelske sluser over dig, og du vil erfare, at Gud er virkelig med sit mærkbare nærvær i dit liv.

Jeg ved godt, at fuld overgivelse ikke bare er en simpel ting, og at du har brug for Guds hjælp til det. Men det er så absolut Guds vej til, at du kan blive dét redskab for hans vilje, som han har skabt dig til at være. Det kan naturligvis være en proces.

Når vi gennem overgivelsen finder ind til troens levende kilde, vil der rinde strømme af levende vand igennem Guds folk, og på den måde kan vi komme ud af den åndelige svækkelse og undertrykkelse, vi oplever i Danmark.

Fra mus til løver

Gud vil rejse mange mennesker op med en frimodig og smittende tro, og i bøn vil vi sammen effektivt kunne stå Djævelens indflydelse imod.

Med frimodighed vil vi ophøje og pege på Jesus – og af hjertet byde ham velkommen med al sin herlighed. Han vil forvandle os alle ”fra små mus til løver” og rejse mange evangelister op, som vil inspirere andre til at vinde sjæle for himlen. – Ligesom han gjorde med de første disciple.

Det er dog altid vigtigt, at det står helt klart for os, hvor sejren kommer fra. Det er alene Jesus, der har tilvejebragt og vundet sejren. Han er vores befrier.

Jesus sagde:

”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” (Joh.16:33)
Sejren er hans. Han ønsker at forvandle vores svækkelse til vækkelse.

Lad os tro på, at Gud er med os, når vi nu overgiver os til ham – og lader hans historie udfolde sig!