Afhænger mirakler af ’tro på begge sider’?

Til Orla Lindskov

Jeg er en mand på 27. Jeg er teologi-studerende, og jeg skriver dette brev til dig, da der er et par forhold med hensyn til guddommelig helbredelse, som jeg søger afklaring på.

Det drejer sig i al sin enkelthed om dem, der kommer til forbøn og alligevel ikke bliver helbredt for deres sygdomme.

Jeg er medlem af en karismatisk menighed, og i den menighed er det helt naturligt, at vi beder for de syge, som ønsker forbøn.

Det er så langtfra alle, som bliver helbredt, desværre.

Jeg har kontakt med en kvindelig leder i en menighed i Sverige. Jeg har også været med på deres møder nogle gange.

Denne kvindelige leder beder også for syge. Hun oplever også, at ikke alle bliver helbredt. Men hun forklarer så, at for at helbredelse kan indtræffe, skal der være ”tro på begge sider”. Det betyder, at både forbederen såvel som den syge skal have tro på guddommelig helbredelse.

Hun siger, at for mange syge er det svært at have tro for egen helbredelse, fordi de er fokuserede på symptomerne i kroppen (smerterne), og de holder tit fast i, at de skal være helbredt øjeblikkeligt efter forbønnen.

Som hun siger: –

”Enhver, der som Abraham, beskæftiger sig med Guds løfter alene og ikke er påvirket af symptomerne, vil blive helbredt.

Abraham så ikke hen til sit eget affældige legeme, siger hun. Han så hen til Guds løfter og blev ved med det. Derved skete miraklet. Abraham var nemlig ikke fokuseret på det synlige, men kun på Guds løfte. Vores bøn kan godt være hørt, uden at Gud behøver at sende gode følelser og lindring som svar.”

Jeg tænker meget over hendes undervisning, og nu vil jeg så gerne høre din mening, Orla Lindskov.

På forhånd tak for et svar.
Den Studerende.

Med tro på Jesus kan vi bære andres byrder

Kære Studerende

Selvfølgeligt er det bedst, hvis der er tro til helbredelse både hos forbederen og hos den syge.
Men det er ikke en betingelse for helbredelse. For at understrege det, vil jeg gerne fortælle om en hændelse fra Schweiz:

En engelsk præst var på ferie med sin hustru og lille søn i en smuk, afsides-liggende egn af Schweiz.

Det var vinter, og præsten ville derfor gerne på kælketur med sin lille søn. Hans hustru advarede ham, fordi han ikke var vant til kælketure i England.

Men præsten tog alligevel af sted med sin søn.

De startede ved en forhøjning, og kælken fik god fart på. Men ved en skråning væltede kælken.
Noget senere på eftermiddagen kom en schweizerdreng, som ikke kunne engelsk, styrtende ind i sæterhytten til præstens hustru. Han havde en seddel med, som bad hende komme, for der var sket en ulykke.

I en primitiv Cafe ved bjergskråningen fandt hun sin mand. Han lå i stor smerte. Hans ben var brækket flere steder. Sønnen sad hjælpeløs ved hans side.

Benet blev sat sammen og lagt i bandage. Men det blev klodset og primitivt gjort af en lokal læge, som ikke havde forstand på behandling af benbrud. Præsten og hustruen fik nu et forlænget ophold i Schweiz.

Da benet var groet sammen, viste en undersøgelse af en kvalificeret læge, at benet var sat forkert sammen. Det beskadigede ben var derfor blevet længere, ja for langt. Det ville medføre, at lægen kom til at halte. Benet blev røngten-fotograferet.

Den kvalificerede læge holdt på, at bruddet skulle brækkes op og sættes ordentlig sammen, så benene kunne blive lige lange. Men heldigvis stod præsten i et venskabeligt forhold til en schweizisk bedekreds.

Denne bedekreds blev ledet af en jævn bondekone. Hun havde oplevet mange helbredelser, ved at hun praktiserede forbøn og håndspålæggelse.

Hun tog hen til den uheldige præst og bad ham om ikke at gå med til, at benet skulle brækkes op igen.

Præsten svarede hende, at han ikke havde tro for, at et under kunne ske uden om lægerne. Men på grund af bondekonens tro og indtrængende opfordring ville han forlade sig på hendes forbøn i første omgang.

Der var også en lokomotivfører ved Alpebanerne, som gerne ville være med i forbønnen. Han tilhørte samme bedekreds.

Kvinden og lokomotivføreren knælede ved præstens ben og bad sammen. Derefter foretog kvinden håndspålæggelsen på det beskadigede ben.

En kort tid derefter blev benet røntgen-fotograferet igen, og da lægen så det nye billede ville han ikke tro sine egne øjne. Begge ben havde nu samme længde.

Præsten sætter i dag stor pris på disse to røntgen-fotografier. De beviser for ham, hvad bøn og tro kan udrette. Men fra starten troede han ikke på, at det kunne ske.

Kære teologi-studerende, hvorfor har jeg nu taget denne beretning med?

Det har jeg gjort for at vise, at det langtfra altid er den syges tro, der afgør, om der sker helbredelse.

Ofte kan fx familie, slægtninge og venner komme med den helbredende tro.

Ofte oplever man, at den syge selv mange gange har bedt Gud om helbredelse. Men da helbredelsen ikke er sket, er den syges tro for egen helbredelse svækket, ja, i nogle tilfælde næsten døet ud. Derfor må man helst ikke kræve, at den syge selv skal bære ”trosbyrden” for egen helbredelse.

Men gør man det alligevel, skal man forstå, at så lægger man faktisk en ny byrde på den syge.
Den syge bærer jo i forvejen sygdommens byrde. Den byrde er tung nok.

Bibelen beder os desuden om at bære hinandens byrder. Det betyder, at de raske må være parate til at bære trosbyrden for de syge.

Man kan til slut spørge: – ”Hvem er så mest vigtig, for at en syg kan blive helbredt?”
Svaret er: – Enhver er vigtig, som har tro på, at Jesus gør undere i dag.

Jeg håber, mit svar kan være dig til hjælp angående emnet: – Guddommelig helbredelse og forbøn for syge.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.