Darwin-kritik kan føre til akademisk inkvisition

For tiden arbejder jeg på en kritik af en bog om evolution og kristen tro. Bogen hedder ’Livets Træ’ og er skrevet af teologistuderende Jacob Munk (MF). Munk og medforfatter, biolog Kresten Torp, promoverer teistisk evolution – holdningen, at evolution og kristen tro fint kan forenes.

Under skriveriet må jeg gentagne gange dæmpe mig selv, når min tone bliver for ophidset. Skønt der i bogen langes hårdt ud efter intelligent design-hypotesen, må jeg minde mig om, at intentionen med bogen egentlig er god nok.

Hensigten, at berolige unge kristne med, at deres tro ikke er i konflikt med mainstream videnskab, er nobel og velment.

Hvad er det så, der gør mig så flintrende gal? Jeg synes, at det er værd at dele en beskrivelse af, at der står meget mere på spil end blot to modstridende synspunkter, med Udfordringens læsere.

Forskere diskrimineres

I min allerførste berøring med ID stødte jeg ind i forskere, som var voldsomt udskældte. Nogle havde fået ødelagt deres karriere for offentligt at have kritiseret evolutionsteorien, flere var i risiko for at blive fyret fra deres universitet, og endnu flere, fandt jeg senere ud af, holdt deres tilslutning til ID hemmelig netop pga. risikoen for repressalier fra den akademiske top.

Som musiker lå det ikke i kortene, at jeg skulle arbejde med videnskabsjournalistik. Jeg erkendte dog, at jeg kunne og burde gøre en indsats, fordi ID-forskere på grund af censur, chikane, gruppepres og Berufsverbot har meget svære arbejdsbetingelser.

Som udenforstående lægmand kunne jeg risikofrit hjælpe med at promovere ID, som jeg efter 4 års research var kommet til at se som en ærlig og stærkt pålidelig videnskabelig hypotese.

Jeg er i dag i tæt forbindelse med de forskere, som er forfulgte for deres Darwin-kritik, og det er derfor, bægeret hurtigt bliver fuldt, når jeg møder angreb på ID.

Akademisk inkvisition

Den amerikanske fysikprofessor Eric Hedin har oplevet den akademiske inkvisition og udgav her i 2021 bogen ’Canceled Science’ (Aflyst Videnskab). Bogen beretter bl.a. om den forfølgelse, han blev udsat for, da militante ateister i den akademiske elite opdagede hans kursus, som berørte spørgsmål omkring filosofi og tro.

Kursets titel var ’The Boundaries of Science’ (Videnskabens Grænser), og det blev til, fordi Hedin så de unge studerendes begejstring og interesse for de filosofiske spørgsmål, som videnskab naturligt medfører.

Kurset, som Hedin tilbød på Ball State University, var meget velbesøgt i de 6 år, det kørte. Studerende har prist kurset og Hedins ikke-interfererende undervisningsmetode, hvor fri debat mellem de studerende var i centrum.

Der var oprindeligt fuld opbakning fra universitetets ledelse til dette kursus, som også indebar, at studerende blev præsenteret for litteratur af ID-forskere – og det var her, det gik galt.

Kursus blev aflyst

Jerry Coyne, en indflydelsesrig evolutionsbiolog fra et universitet i nabostaten, fik nys om Hedins kursus. Coyne, som er en af de argeste modstandere af ID, fik skabt en større hetz mod Hedin – en hetz, som sågar nåede de nationale medier.

Ophidsede ateister fremførte vanvittige beskyldninger, og universitetets ledelse bøjede sig for presset. En formel undersøgelse af Hedin blev igangsat, og kurset endte med at blive definitivt aflyst.

Tænketanken Discovery Institute bakkede op om Hedin og den akademiske frihed, og direktør John West havde denne skarpe kritik:

’I Ball State rektors orwelske verden betyder frihed tilsyneladende frihed til at støtte flertallets synspunkt. Dette er præcis måden, hvorpå akademisk konsensus imod teorien om intelligent design bliver opretholdt – ved intimidering, dekret og trusler om retsforfølgelse!’

Hedin forlod efter denne affære Ball State University til fordel for et professorat ved Biola University, et privat universitet, hvor ID accepteres.

Ikke lige vilkår

Hvis undervisningssystemet og medierne i Danmark præsenterede ID på lige fod med evolution, ville jeg trække mig tilbage og passe mine Chopin-etuder og mine gamle biler. Men sagen er, at også herhjemme er ID undertrykt.

Vi er fx nogle, der arbejder sammen med en biolog, som ingen må vide, hvem er. Han arbejder under pseudonym, og hans adresse og stilling er os også ubekendt. Hvis denne biolog stod frem som ID tilhænger, ville en hetz på de sociale medier ende hans karriere på nogle få dage.

Det er derfor med stor frustration, jeg ser på angrebene fra især biolog Kresten Torp, hvis omtale af ID i ’Livets Træ’ jeg er i færd med at udarbejde en kritik af.

Læseren får det indtryk, at der er lige vilkår for ID og evolution. ID er imidlertid den akademiske verdens ’Prügelknabe’, og jeg har let til vrede, når man sparker på nogen, der allerede ligger ned, og samtidig giver det indtryk, at alle debatterer på lige vilkår.

Mindre frustrerende bliver det ikke af, at argumenterne mod ID er hentet fra en gruppe af forskere, som billiger, at der udøves censur, chikane og Berufsverbot overfor ID-forskerne. Torp og Munk har i mine øjne taget undertrykkernes parti i en sag, som langtfra kun handler om to modstridende synspunkter.

I forordet til ’Livets Træ’ beskriver Jacob Munk en række omstændigheder, som har ført ham på den vej, han nu betræder. Jeg må erkende, at havde jeg været i hans sko, kunne jeg have følt mig provokeret til at gøre det samme.

Nogle kristnes hoveren over, at evolutionsteorien er i krise, og bestræbelsen på at lukke døren for dem, der søger en fredelig sameksistens mellem kristen tro og evolution, har forståeligt nok irriteret Jakob Munk.

Desværre har jeg nok selv bidraget med skyts og incitament til det, som Munk har oplevet, og jeg er ked af, hvis jeg har fremstået som hoverende overfor kristne, der ikke deler mit syn.

Min argumentation imod teistisk evolution er alene motiveret af videnskabelige, logiske og filosofiske overvejelser. Jeg har ingen interesse i kirkelige konflikter, der måtte vedrøre evolutionsspørgsmålet.

Det er min oprigtige tro, at man kan være en god kristen,
uanset om man tror på evolution.
Er man blevet prakket Darwins pseudovidenskab på,
bringer det næppe en i fortabelse.

Mit fokus er på det videnskabelige, også selvom jeg skriver for en kristen avis (Udfordringen er det eneste danske medie, som vil bringe evolutionskritiske artikler).

Det ser måske ud som om, jeg med mine bidrag til avisen repræsenterer en bestemt kirkelig fløj, og jeg må derfor understrege, at den østjyske version af folkekirken, som jeg er knyttet til, ikke deler mine synspunkter.

Jeg repræsenterer kun mig selv og ID-bevægelsen. Det er min oprigtige tro, at man kan være en god kristen, uanset om man tror på evolution. Er man blevet prakket Darwins pseudovidenskab på, bringer det næppe en i fortabelse.

Jeg ved, at Darwins teori står for fald på grund af den massive videnskabelige evidens imod den.

Jeg ved også, at på et logisk og filosofisk plan er kristen tro og evolution uforenelige. Om kristne ønsker og tror, at de to er forenelige, og mener, der er fordele ved, at de er forenelige, vedkommer ikke mig; jeg præsenterer bare kendsgerningerne, som jeg ser dem.

Som sagt står der mere på spil end blot konflikten mellem ID og evolution. De militante ateister og mainstreambiologers forfølgelse af ID er én ting, men Munks forord i ’Livets Træ’ viser, at magtudøvelse, chikane og gruppepres i evolutionsspørgsmålet beklageligvis også eksisterer i kristne kredse.