Norges store lægprædikant og åndelige far fylder 250

En af mine gode venner i Norge, en markant lægmandsprædikant, som Herren brugte til mange vækkelser, udtalte engang på et møde i København: ”Jeg er overbevist om, at den mand, Gud vil bruge som redskab for en vækkelse, vil være et ganske almindeligt menneske”. 

Et sådant menneske var den 25-årige bondegut, Hans Nielsen Hauge, som Herren udrustede til vækkelse blandt almuen i det meste af Norge.  I de kun otte år han fik lov at rejse med evangeliet – som oftest kun til fods – udrettede den ulærde unge mand nok mere end alle sin samtids præster tilsammen.

Vor Bibel taler om mennesker, der taler efter deres død (Hebr. 11,4) , og det gør H.N.H. på flere måder endnu 250 år efter hans fødsel i det lille sogn Tune nær Sarpsborg.

Han regnes i dag med rette for forløberen til al norsk lægmandsforkyndelse og de vækkelser, der efterfølgende fulgte helt op til vore dage.  Den, der selv har oplevet vækkelse eller arbejdet tæt sammen med vækkelsesprædikanter, bliver aldrig den samme igen.

H.N.H. blev født i en tid, hvor den såkaldte rationalisme dominerede i en frafalden, luthersk kirke med en intellektuel fornuftsforkyndelse, som gik den jævne befolkning dvs. hovedsagelig bønderne, over hovedet.

H.N.H. var selv loyal over for statskirken hele livet, selvom dens præster nærmest udstødte ham, men selv levede og åndede han i kirkens opbyggelige skrifter ført an af først og fremmest Luther.

Damaskus-oplevelse

Han var  vokset op i et gudfrygtigt hjem med husandagter og salmesang og i alt 10 søskende, og allerede som dreng tænkte han angstfuldt på døden og evigheden uden dog at komme nogen vegne.

Men da han som 25-årig gik bag ploven i sin fars bedrift, mødte Gud ham pludselig med genfødelsens lys i hans grublende og længselsfulde sjæl, – dér og da fik Hauge sin ”Damaskus-oplevelse” og kunne sige som Paulus: ”Da skete det!” (Ap.G. 22,6). Dette lys kunne familien straks se på hans ansigt.

Selv viste han straks omsorg for sine søskende, og snart var han ude i terrænet med stor nidkærhed for sine landsmænds omvendelse og med et selvoplevet vidnesbyrd.

Dommen over ham i det lille sogn var foreløbig ret entydig: ”Hans Nielsen er blevet sindssyg!”. Men modstanden og den ondsindede bagvaskelse afholdt ham ikke fra at skrive sine første pamfletter og bøger om omvendelse, frelse og ”denne verdens dårlighed”.

I kirken kunne han som lægmand ikke prædike, men han gik i stedet til fods fra sted til sted og tilbød gårdene samlinger til ”opbyggelse” (som det hed), som vandt anderledes gehør hos almuen, end hvad ofte misundelige præster oplevede. Når Hauge vidnede om Guds store kærlighed, brast mange af hans tilhørere i gråd.

Vidnede overalt trods latterliggørelse og arrest

Alle ”gudelige” sammenkomster var på den tid underlagt den såkaldte ”Konventikel -plakat” af 1741 under Christian VI, som forbød husmøder uden den lokale sognepræsts tilstedeværelse eller godkendelse, og den så H.N.H. med sit kald fra Gud ingen grund til altid slavisk at overholde, hvilket kostede ham adskillige arrestationer.

Men det åndeligt udsultede folk var på hans side, og han oplevede, hvad der står om vor Frelser:  ”Den store skare hørte ham gerne!”  (Mk. 12:37)

Men lensmanden (den lokale politimyndighed) var ofte i hælene på ham, og således blev han mange gange rundt omkring i landet arresteret og nogle dage sat i arresten.

Et sted ville lensmanden gøre grin med ham og ville ved et aftenselskab prøve at få en prostitueret til at genere ham med sjofelheder i arresten, men hun forlod ham grædende, da han havde vidnet for hende om Kristi kærlighed, der kan smelte selv det hårdeste hjerte.

Ved dette selskab ville lensmandens kone byde ham op til dans, hvortil Hauge indvilgede, ”men på betingelse af, at jeres spillemand spiller, hvad jeg foreslår!”.  Og nu istemte han verset:

Nu bør ej synden mere
som fuld af magt, men tom
udi i mit kød regere,
men dagligt kastes om!
(lidt fordansket)

Selskabet var lamslået, og lensmandens hustru slap Hauge og begyndte at græde. Det var der i virkeligheden mange andre, der gjorde.

Da den gemene hob engang i Hallingdal var fristet til at bruge vold for at komme Hauge til undsætning, sagde han til folket:

”Vi må ikke gribe til sværdet, men i tålmodighed og hengivenhed til Gud afvente, hvad han tillader vore fjender at gøre. Det er min pligt at følge lensmanden, såfremt han har øvrighedens ordre, thi der er ingen øvrighed uden den er af Gud”.

Fængslet 10 gange

Hauge blev fængslet i alt 10 gange.  Den 10. og sidste gang i Hoksund (nær Drammen) i 1804, hvorfra han blev ført til  Kristiania Rådhus (Oslo), hvor han var fange i syv år.

Han blev så endelig løsladt i 1811, men forinden havde han dog fået lov at besøge sine forældre i julen 1809 og også ind imellem haft orlov fra fængslet, da myndighederne havde brug for hans ekspertise ved anlæg af saltkogerier. Derefter, efter vel udført mission, sendte de ham koldt og kynisk i fængsel igen.

Det sidste lange fængselsophold knækkede ham. Den gamle åndskraft havde forladt ham, og dog blev han, som indtil nu havde været ungkarl, gift og fik en søn. Han erhvervede sig den store gård Bredtved i Aker, som han drev med stor dygtighed, men med et mere og mere skrantende helbred.

Og med rejselivet var det nu slut. Alligevel blev han nu opsøgt af mange venner – ja, endog af tidligere fjender, som han talte Guds ord til.

Hauges død

Han døde og gik ind til sin Herres glæde 29/31824 kun 53 år gammel.  Hans sidste ord til sin kone, som sad ved hans dødsleje, var: ”Følg Jesus!”. Og kort efter udbryder han med et glædens udtryk på sit ansigt:  ”O, du evige, kærlige Gud!”.

Hans kone siger da til ham: ”Han vil vist tage dig til sig nu!”.  Han svarede højt:  ”Ja!”, hvorefter han bad de tilstedeværende at bede med sig.

Han blev begravet på Akers kirkegård, hvor der blev rejst en mindestøtte på hans grav.
Men hans lægmandsvirksomhed blev overtaget af gode medarbejdere og igen af deres medarbejdere.

Hauge havde netop ønsket og bedt om, at hans mission måtte blive en evangelisk folkevækkelse. Forholdet til kirken blev mere forsonligt, men vækkelsernes arnested blev nu de mange såkaldte ”bedehuse” (missionshuse), som skød op, og som typisk opstod som følge af en åndelig vækkelse på stedet.

Han blev ind imellem set på som en ”lovtræl”, fordi han så stærkt betonede kristenlivets pligter og reagerede mod visse sværmeres sentimentale og ensidige fordybelse i Jesu lidelseshistorie.

Han gik … til fods fra sted til sted
og tilbød gårdene samlinger til ”opbyggelse” …
De vandt anderledes gehør hos almuen,
end hvad ofte misundelige præster oplevede.
Når Hauge vidnede om Guds store kærlighed,
brast mange af hans tilhørere i gråd.

Men en sådan dom, mener jeg, er unfair. Det behagede Herren at lade en vækkelsens pinsevind blæse henover Norges bygder ved en ulærd,  ung mands kaldsgerning. Dette er ubestrideligt.
Måtte den Ånd også på ny berøre dette åndsforarmede, ”kristne”  Danmark.