50 år siden Strandkirken opstod

Den gamle vandrekirke i træ blev udskiftet med den moderne kirke, som blev opført på Mosedevej. Og stadig flere kom og lovpriste Gud.

I år er det 50 år siden, en flok mennesker begyndte at mødes i en trækirke i Karlslunde Strand med den nyuddannede præst Helge Pahus i spidsen.

Den gamle vandrekirke i træ blev udskiftet med den moderne kirke, som blev opført på Mosedevej. Og stadig flere kom og lovpriste Gud.

Strandkirkens menighed tog hermed sin spæde begyndelse. Senere rykkede man hen i den nybyggede kirke på Karlslunde Mosevej.

Strandkirken blev et arnested for den åndelige og karismatiske fornyelse, som gik hen over Danmark i 1970’erne, og som i 1980’erne bl.a. førte til oprettelsen af Dansk Oase og mange andre initiativer.

Karlslunde Strandkirkes medlemmer var med til ”March for Jesus”.

– Hundredvis af mennesker er blevet berørt af at have været en del af Strandkirken. Mange – både børn, unge, voksne, ældre – har gennem Strandkirken fået minder for livet i mødet med den kristne tro og ved at have fået en dyb erfaring af Guds kærlighed til os mennesker, siger kordegn Dorte Hartig.

– Denne erfaring har de udlevet og delt i praksis i et glædesfyldt, åndeligt fællesskab med andre i forbindelse med gudstjenester, undervisning, musik, bøn, menighedslejre, radioudsendelser, stævner, kanoture, børnefestival og meget andet.

Igennem årene har Strandkirken været kendetegnet ved at være en rummelig kirke med plads til sjove, skøre og skønne idéer og initiativer taget og udført af kirkens mange frivillige.

Alt dette fejres søndag 5. september ved en festlig gudstjeneste kl. 11.00. Frem til kl. 16.00 vil der være gensyn med gamle venner og bekendte, pølsevogn, kaffe og kage, minder i ord, billeder, lovsang og hyggelige snakke, hoppeborg og ballondyr og andet sjov for de små, og alle er velkomne.

Forhåbentligt (og forventeligt) er forsamlingsforbuddet ophævet når vi kommer til denne festlige dag. Derfor er der ingen tilmelding, som situationen er nu. Men skulle dette ændre sig, så gives der besked om det på www.strandkirken.dk, fortæller kordegn Dorte Hartig fra Karlslunde Strandkirke.


Artiklen fortsætter efter annoncen: