Gud vil også hjælpe sent i livet
Kære Orla Lindskov!
Jeg læser med glæde dine råd og din vejledning i Udfordringen.
Jeg har også bemærket, at mange mennesker skriver til dig og takker, fordi de har fået hjælp fra Jesus ved at bruge en salvedug fra dig.
Derfor drister jeg mig til at spørge dig, om jeg kan få en salvedug tilsendt.
Jeg er over 80 år, og nu er mine ben begyndt at give mig kvaler.
Måske er det forventeligt, at mit legeme langsomt bliver nedbrudt. Men det ville nu være dejligt, om jeg fortsat kunne komme omkring.
Med venlig hilsen
B.
Kære B.
Jeg har sendt dig den ønskede salvedug i Jesu Kristi helbredende og hjælpende navn.
Jo, det er forventeligt, at vore legemer rammes af det, der kaldes forkrænkeligheden.
På den anden side tror jeg også, at Herren er rede til at vedligeholde vore legemer lige så længe, vi skal være her på Jorden.
Men hvor er det svært at bevare troen på det, når man oplever, at kræfterne svinder, og smerterne kommer.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov