Jeg har betalt meget for unyttige behandlinger
Kære Orla Lindskov
Jeg har, siden jeg var teenager, lidt af uro i benene.
Jeg har haft perioder, hvor jeg på grund af det slet ikke har kunnet finde hvile og sove.
Det tager fuldstændigt min livskvalitet. Og det plager mig meget.
Jeg har desuden brugt store summer på forskellige behandlinger, som ikke har hjulpet.
Jeg vil derfor bede dig om at sende mig en salvedug.
På forhånd tak og tak for din tjeneste.
Med venlig hilsen
En plaget kvinde.
Jesu kraft helbredte en kvinde ligesom dig
Kære plagede kvinde
Straks jeg læste dit brev, kom jeg til at tænke på Markusevangeliet, kap. 5, versene 25-43.
De vers handler om en syg kvinde. Men også om en skuffet, syg kvinde. Hun har oplevet skuffelser, ligesom du har:
Markus 5,25-43
– Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger, og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre.
Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe.
For hun tænkte: ”Bare jeg rører ved han tøj, bliver jeg frelst.”
Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen.
Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: ”Hvem rørte ved mit tøj?”
Og hans disciple sagde til ham: ”Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?”
Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden.
Han sagde til hende: ”Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!”
Jesus helbreder i dag
Kære kvinde med uro i benene, jeg har sendt dig en salvedug, som du bad mig om. Og jeg vil også sige lidt om salveduge i mit svar til dig.
I beretningen fra Markus kap. 5 læser vi om helbredelsen af en kvinde, der havde lidt af blødninger i 12 år. Jesus var på vej gennem en stor skare mennesker for at besøge Jairus og for at helbrede hans datter.
Da mærker han pludselig på sig selv, at der udgik en kraft fra ham. Det var en syg kvinde, der rørte ved hans kappe, ”og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen”.
I tolv år havde hun søgt helbredelse; hun var blevet skuffet mange gange. Men kæmpede alligevel videre for at få helbredelse. Hun havde ikke givet op. Mange langvarigt syge mister håbet og giver desværre til sidst op.
Denne kvinde havde mistet alt; men ikke troen på Gud. Derfor satte hun sin lid til Jesus. Hun tænkte: ”Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst”.
Hun rørte ved Jesu tøj og blev helbredt. Der udgik altså helbredende kraft fra Jesus.
Men nu så til det aller-vigtigste: Den kraft, som vi hører om her, Jesu kraft; den kraft kan syge også opleve i dag.
Når jeg salver salveduge og beder over dem, så beder jeg Jesus følge med dem ud til de syge. Jeg tror, at syge stadigvæk kan røre ved Jesus, for Jesus lever i dag og er os nær.
Min tro er, at når en syg rører ved en salvedug, så gør de ligesom kvinden med blødningerne: – de rører ved Jesu tøj.
Bibelen siger, at Jesus lever i dag, og Bibelen siger samtidig, at han ikke har forandret sig.
Som Jesus helbredte dengang, sådan helbreder han også i dag.
Salvedugene er i min tro et billede på Jesu tøj.
Helbredt ved tøjstykker
Tros-helbredelser, der overføres ved tøj, nævnes kun én gang i Det Nye Testamente, og det er i Apostlenes Gerninger kap. 19, vers 11 og 12, her står:
”Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus’ hænder. Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud”.
Det kan være vanskeligt at forstå, at Guds kraft kan være i et stykke tøj. Men Guds ubegrænsede kraft kan bo i hvad som helst, når det er forbundet med troens bøn i Jesu navn.
Selve tøjstykket betyder ingenting. Men når jeg beder over det, salver det og lægger hænderne på det, så tror jeg Gud for et mirakel.
Jeg tror, at Jesus følger med min lille salvedug hjem til dig og besøger dig.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov