25-års præstejubilæum – og kirkevækst i Hillerød

Alivekirken fejrer Martin Lorenzen ved en reception d. 26. september.

Martin Lorenzen har været præst i Hillerød i 25 år.

Alivekirken – som er en frikirke i Hillerød – har oplevet så stor medlemsvækst, at de nu står overfor indflytning i ny stor kirkebygning til at huse alle deres aktiviteter.

I spidsen for det nye kirkebyggeri står Alivekirkens præst igennem 25 år, Martin Lorenzen.

Dengang – i august 1996 – kom den 26-årige Martin Lorenzen med sin kone Annelee til Hillerød for at blive præst i byens pinsekirke, som dengang talte ca. 30 medlemmer. I dag tæller kirken ca. 250 voksne medlemmer samt ca. 150 børn og teenagere under 18 år, og til gudstjenesten om søndagen samler de ca. 300 mennesker.

Derfor er menigheden nu med Martin Lorenzen i spidsen i gang med dens tredje kirkebyggeri i Hillerød.

I begyndelsen samledes menigheden i lokalet Ingeniøren på Støberihallens førstesal med plads til ca. 40 mennesker, men byggede efter nogle år sin egen bygning på Frederiksværksgade 16 (den nuværende DGI-bygning), som husede ca. 100 mennesker i den ordinære sal. Sidenhen blev også den lille entré/café udfyldt med gudstjenestedeltagere, således at man kunne stoppe ca. 150 mennesker ind.

Kirkefusion, vækst og ny bygninger

I 2007 valgte de to frikirker Kristent Fællesskab og Pinsekirken i Hillerød at slå sig sammen og danne en fælles frikirke: Frikirken Hillerød. Dette gav en bredere sammensætning i alder, så de bedre kunne være kirke for alle generationer, og efterhånden kom mange nye mennesker til.

Menigheden købte Hillerød Caravan Center (tidl. Citroën), på Slangerupgade 56, og flyttede i 2014 ind i bygningen, som husede ca. 230 personer til gudstjenesten om søndagen, mens de til særlige arrangementer trak foldevæggen til side og rummede op til 500 personer.

Bygningens faciliteter blev dog snart for trange til både gudstjeneste og børnekirke om søndagen, men også til legestue, teen-klub, ungdomsklub, fællesspisning og kurser i løbet af ugen.
I 2019 skiftede kirken officielt navn til Alivekirken, da man gerne ville signalere noget mere levende og ungt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Nu har Alivekirken så købt den del af erhvervsskolen, Milnersvej 44, som tidligere uddannede murere, og som før det var trykkeri for Frederiksborg Amts Avis. Her er de i gang med at indrette de ca. 2.500 m2 til kirkens mange aktiviteter for både medlemmer og byens borgere.

Præst i Hillerød i 25 år

Inden Alivekirken kan indtage deres nye bygninger sidst på året, skal de hylde deres præst igennem 25 år, Martin Lorenzen, som har været afgørende for, at kirken har fået et godt omdømme i byen, er nået ud til mange forskellige mennesker og har oplevet så stor vækst.

Søndag den 26. september fejrer Alivekirken deres præst, Martin Lorenzen, ved en festgudstjeneste kl. 11 og en reception kl. 14 i FrederiksborgCentret i Hillerød med venner og kirkeledere som gæster fra nær og fjern. Og her er alle velkomne.


Artiklen fortsætter efter annoncen: