Den store syd-koreanske kirke-leder Yonggi Cho er død 85 år

David Yonggi Cho døde 14. september af et slagtilfælde i en alder af 85 år. Han grundlagde sammen med sin svigermor Yoido Full Gospel Church (Guds forsamlinger) efter Koreakrigen (1950-53), hvor der kun var en håndfuld kristne i landet. Kirken er nu verdens største menighed, med 830.000 medlemmer (i 2007).

Cho måtte som ung opgive at gå på gymnasium og universitet, da hans far gik konkurs. I stedet gik han på et billigt teknisk gymnasium og blev tolk på en amerikansk militærbase.

Han blev omvendt fra buddhismen og blev kristen som 17-årig, efter at en smuk pige fortalte ham om Jesus Kristus. I 1956 modtog han et stipendium til at studere teologi ved Full Gospel Bible College i Seoul.

Cho mente, at​ ​cellegrupper er nøglen til kirkens vækst, og det beviste hans 44 år som præst for en voldsomt voksende kirke.

I januar 1986 ledte han etableringen af ​​Elim Welfare Town for ældre, unge, hjemløse og arbejdsløse, som fik tilbudt en uddannelse. I 1988 grundlagde han avisen Kukmin Ilbo. Han var formand for World Assemblies of God Fellowship fra 1992 til 2000 og formand for den koreanske kristne lederforening siden 1998. Fra 1999 var han formand for velgørende formål i organisationen Good People.

I 2008 pensionerede Cho sig, og Young Hoon Lee efterfulgte ham som seniorpræst.

I 2011 anklagede 29 kirkelige ældste (ud af 1.500 ældste i kirken) Cho i en retssag for at have begået underslæb for ca. 20 mio. dollars. Cho havde investeret pengene i køb af ejendomme til Bethesda University i Anaheim, Californien, som Cho grundlagde.

Retsagen endte med, at Cho blev dømt for at have brugt 12 mio. dollars af kirkens midler til formålet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Trods retsagen og kritikken regnes Yonggi Cho for en af de største kirkeledere i historien. Han var stærkt medvirkende til, at 27 pct. af Sydkoreas befolkning i dag bekender sig som kristne, mens landets oprindeligt buddhistiske religion nu er skrumpet ind til kun 15 pct. af befolkning. Sydkorea er også det land, der sender flest missionærer til andre lande – efter USA.