Det septemberblå hjerte
Søndagsskolelæreren med øgenavnet Knud den Hellige havde en tro, der gjorde dagen mere septemberblå.
At septembers himmel er så blå, at hjertet slår et par ekstra slag, når vi taknemmeligt synger om septembers himmel, det ved vi. Men at der også er folk med septemberblå hjerter, må vi ikke glemme.
Har du set de folk,
hvis hjerter
altid er septemberblå?
Som har mod og altid er der,
når vi andre går i stå.
Som den lilla lyng i sandet,
grøftens purpurrøde bær,
vil de blomstre, ja hvad andet,
kan slet ikke lade vær.
Forhåbentlig kender du også disse overskudsmennesker med septemberblå hjerter. Dem må vi ikke glemme.
Knud den Hellige
Lad mig fortælle om Knud den hellige, som vi råbte, når han kom cyklende gennem
Romsøgade og Fanøgade med sine indbydelser til søndagsskolen. Men det var ikke ondt ment, og han smilede bare eller vinkede. Hans rigtige navn var Knud Cardél.
Han var forstander, som det hed dengang i søndagsskolen. Han var tynd som H.C. Andersen. Havde høj pande og store, mørke, kærlige øjne. Måske lidt vemodige. Men som den store digter var han god til at fortælle. Så levende fortalte han på et korrekt og smukt dansk, at vi alle listede rundt nede ved Nilens bred sammen med Moses’ storesøster Mirjam og forsøgte at gemme den nyfødte i en kurv mellem sivene.
Fortjener en cykelstatue
Men Knud var ikke alene søndagsskolelærer, han var ikke mindst den utrættelige KFUM-leder for os Romsøbisser og rødder fra Fanøgade og omegn.
Hver gang jeg i dag vender tilbage mit barndomssogn, tænker jeg: Der burde rejses en statue af Knud, ikke som af konger og generaler til hest. Men på cykel.
Ligesom Frans af Asissi
Han var en leder helt uden for kategori med en legendarisk vilje til at være noget for os vilde unger. Ofte var han alene om tjansen af den simple grund, at andre ledere gav op efter en tid.
Vi drenge var simpelthen for skrappe for de fleste. Men Knuds tålmodighed var i slægt med den hellige Frans’, som prædikede for fuglene og talte den glubske bror ulv til rette.
Men jeg tror faktisk, at bror Frans havde det nemmere med ulven, end vores Knud havde det med at styre os.
Ikke mindst som når han en gang om måneden holdt biograf, og der også var piger med, hvilket ikke gjorde aftnerne mere rolige eller mindre spændende.
Vi var vel omtrent hundrede i den store sal, foruden de mest muntre på balkonen. I dette kaos stod Knud og viste film. Først de oplysende. Tre eller fire. Og endelig: de morsomme med Chaplin og Abbot og Castello. Men inden vi gik hjem, sang vi, i hvert fald Knud, en aftensang og bad Fadervor.
Om vinteren tog han os med sporvogn rundt i byen for at spille bordtennis mod andre klubber, og om sommeren gik vi i Fælledparken, hvor vi sammen med Knud løb plænerne grønne og headede solen i mål.
Eller vi cyklede ud til brandstationer, eller på besøg i kolonihaver hos folk, som Knud havde overtalt til at få besøg af os. Især husker jeg engang, vi var på besøg i en have i Søborg, hvor vi gæstfrit fik te og franskbrød. Og alt gik godt, indtil Tommy sagde:
– Dame, jeg kan smage, der er margarine på franskbrødet. Så blev Knuds store øjne vemodige, og vi tog hjem.
Et fyrtårn for børn
Og det er ham, min livsven, der har inspireret mig til at skrive om den legendariske gamle Østerbrodreng Johannes Madsen og hans store betydning for drengene i Ryesgade i 50’erne og 60’erne i mine to romaner, Du ved det nok mit hjerte og fortsættelsen Hjerter taler samme sprog.
Romanerne er fiktion. Men bag hver side lyser min ven for livet, som jeg fik lov til at begrave mæt af dage i en alder af 98.
Tankevækkende skrev man i en anmeldelse i Kristelig Dagblad: ”Hvorfor har vi ikke mere sådanne fyrtårne? Hvem skal give nutidens børn det, som gamle Johannes gav sin samtids børn.
Bogen rammer lige ind i modernitetens overvejelser. Vi er blevet rige på noget, men desværre også fattigere på andet.” Måtte mit septemberbarn, født den 18. september 1914, Knud Cardel, kalde på nye med septemberblå hjerter.
Vi har brug for dem!
Leve livet i det nære,
hver især at tænke stort,
ikke bare lade være,
også få det tænkte gjort.
Troen handler ikke småligt,
siger ikke: Kan det gå?
Troen er, når alt er gråligt,
som en dag septemberblå.
