De hemmelige klubber

Første gang jeg stiftede bekendtskab med de hemmelige klubber var, da jeg selv blev mor for første gang. Det kan godt være, at vi danskere har ry for at være en smule reserverede på verdensplan, men det er altså blot fordi, man ikke har prøvet at stå på en legeplads i silende regn sammen med en flok fremmede forældre.

Mens børnene ivrigt leger, bliver der blandt forældrene lige så ivrigt delt erfaringer om alt fra Tigerspring til mærkeligt farvede pøller i bleen, og søvnrutiner. Vi låner vådservietter af hinanden til at fjerne snot og jord fra vores børns kinder. Vi deler glædeligt gode råd og opskrifter på ærtemos med hinanden.

Vi taler et sprog, som kun vi forældre forstår, og hvis du leder efter sådanne klubber, så kig efter børnene, og du finder med garanti en gruppe voksne, som slæber rundt på store tasker fyldt med unødvendigt tilbehør, og som drikker halvkold, stærk kaffe med et lidt distræt blik i øjnene.

Jeg elsker de hemmelige forældreklubber, som tilfældigt mødes rundt omkring på landets legepladser og deler trætte ’sådan gør mit barn også’-blikke med hinanden, og kærlige smil og mariekiks til hinandens børn, mens de legende glider ind og ud mellem hinanden.

Da vi besluttede os for, at vi ikke skulle have flere børn, købte vi en hund (til mig). Til min store begejstring opdagede jeg, at præcis samme typer hemmelige klubber findes blandt hundeejere.

Her mødes man bare i stedet til hvalpetræning eller rundt på stierne og snakker om, hvilke hundeseler som er bedst i test og om ormekur, mens hundene sniffer til hinandens rumper.

Hundeejere finder sammen på kryds og tværs af stierne, med indledende replikker som: ”Vil din hund hilse?” eller: ”Hvad er mon det for en race?”.

I disse klubber er det endda helt naturligt, at man kun snakker henvendt til hinandens hunde, så hvis man ikke er så vild med øjenkontakt, så behøver man ikke engang at kigge op på hinanden under hele samtalen. Det er simpelthen nok at henvende sig til hinandens hunde og sige sætninger som: ”Jamen, du er da også en fin hund. Ja det er du! Ja, du er så dygtig!”.

Hvortil hunden danser rundt om benene på sin nye menneskeven. Ligeledes står dens stolte hundeejer smilende og nikkende og labber de rosende ord i sig.

Det smarte ved denne her klub er, at vi hundeejere heller ikke behøver at kende hinandens navne.

Fx er fællesbetegnelsen for mig og Hugo blandt hundevenner bare: ”Heej Huuugo!!” hvor jeg så kvitterer med et ivrigt vink, mens jeg råber tilbage: ”Jamen er det da ikke Basse, der kommer der?!!” fra den anden ende af stien.

Udefra ser vi nok lidt småskøre ud, når vi sådan går og hilser på hinanden med hundenavne, men jeg er overbevist om, at sådanne klubber også opstår andre steder end blot blandt forældre og hundeejere. Det er nemlig i det umiddelbare og afslappende møde, at man glemmer at være korrekt.

Vi kender intet til hinandens liv, jobsituation eller familiestatus, og vi glemmer næsten også vores eget i mødet med de hemmelige klubber. Det er her hverdagsmagien opstår.
Her er vi bare hundeejere, og det er der noget forløsende ved.

Sådan opstår der en lille symbiose mellem os og vores hund, og hvor fjollet det end lyder, så elsker jeg disse hemmelige klubber, hvor man som mennesker mødes i den tilfældige snak, helt uden forbehold. Præcis, som da Jesus mødte folk på sin vej – helt uden forbehold.