Samtale er nødvendig for forståelsen

Kan det overhovedet lade sig gøre at sige noget, uden at det bliver misforstået?

Jeg tvivler. Vi kan vel i virkeligheden aldrig sige eller skrive noget, uden det bliver opfattet eller hørt på en anden måde, end vi selv havde tænkt det. Det er et vilkår ved at være menneske. Vi har alle sammen så meget historie og kontekst i os, at alt, hvad vi hører og læser, det hører og læser vi ud fra den kontekst, vi nu engang er udsprunget af.

Det kunne jo lede til den konklusion, at så er samtale nytteløs, men tværtimod er det netop derfor, at samtalen er vigtig. Vi kan ikke bare sige noget og så dermed mene, at al samtale er slut. I hvert fald ikke hvis vi ønsker at blive forstået. Vi er nødt til at høre, hvordan det, vi siger, bliver forstået, hvis vi vil være sikre på at blive forstået. Og hvis vi selv vil forstå, hvorfor det, vi siger, bliver forstået, som det gør, er vi nødt til at prøve at forstå, hvorfor det, vi siger, bliver forstået, som det gør.

Et sted midt imellem al den gensidige lytning og forklaring udspringer den bedste mulighed for at blive forstået og for selv at forstå – og dermed også den bedste mulighed for at blive klogere. Det er fordelen ved samtaler – og det er helt åbenlyst også udfordringen ved samtaler og årsagen til, at samtaler ofte ender i misforståelser.

Selv når jeg har et budskab, som, jeg mener, er ufravigeligt sandt, og jeg i en samtale møder en, der mener noget andet, så kan jeg godt lytte og forsøge at forstå årsagen til, at den anden mener noget andet, uden at jeg af den grund går på kompromis med mit eget synspunkt. Det vil faktisk også øge sandsynligheden for, at jeg kan forklare mit standpunkt på en måde, som den anden bedre kan forstå.

Paulus er i nogle af sine breve meget tydelig omkring, at hvis der er en i menigheden, der er på afveje i forhold til det sande evangelium, så skal vedkommende irettesættes eller i værste tilfælde smides ud af menigheden. Det lyder ikke umiddelbart som en samtale. Men samtalen kan stadig være der, selv når man er så uenig, at man er nødt til i menighedssammenhæng at gå hver til sit. Man kan godt fortsætte samtalen, selv på områder, hvor man ikke er villig til at gå på kompromis, og på områder, som indeholder endegyldige sandheder. Det vil altid fremme forståelsen.

Der er ikke mange af os, der kan prale af at have Paulus’ autoritet eller visdom – hverken når det gælder skriften eller åndelig indsigt. Derfor gør de fleste af os også klogt i at iføre os en stor mængde ydmyghed – også på områder, hvor vi mener, at noget er ufravigeligt sandt. Jeg er med på, at det er en svær balancegang, og kritikere vil sikkert mene, at så er der jo aldrig noget, der kan stå fast eller være sandt, men så har man misforstået, hvad jeg mener – og må gøre sit ypperste for at lytte igen.

Hvis det er rigtigt, hvad jeg indledte denne leder med, så må denne leder også nødvendigvis blive misforstået. Alligevel håber jeg, at den ældgamle pointe om ‘at samtale fremmer forståelsen’ står rimelig umisforståeligt klart – og selvom der ikke er noget nyt i den pointe, så er det noget, vi har brug for at minde os selv om med jævne mellemrum.
Og nej, budskabet i denne leder er ikke stilet til nogen specielt. Det er bare en generel overvejelse om en gammel sandhed.