17 egyptiske kristne savnes

Den kristne NGO International Christian Concern, som har hovedkontor i Washington, DC, holder øje med minoriteters trosfrihed verden over.

Mindst 17 koptiske kristne er forsvundet i oktober, oplyser International Christian Concern. Nogle mener, at de er tilbageholdt af myndighederne, mens flere frygter, at de er blevet kidnapppet af en bevæbnet gruppe.

ICC oplyser, at de savnede boede i en del af Tripoli med mange egyptere. Organisationen frygter, at de vil blive udsat for samme skæbne som deres 21 landsmænd, der blev halshugget af ISIS i Libyen i 2015. En advokat, der er ven med en af de savnede, fortæller ifølge Premier Christian News:

“Selv nu er der ingen bekræftede nyheder. (Min ven) Emad Nasr og de andre koptere rejste til Libyen for tre måneder siden. Kopterne havde visa til Libyen, men de fandt ikke arbejde, og det er meget dyrt at forny visum. Så politiet i Libyen tilbageholdt dem fra den 30. september.
Kopterne boede i Gargash District in Tripoli, hvor der også bor mange fra lande som Indien og Bangladesh. Så det bare at tilbageholde 17 koptere er meget mystisk! Vi frygter en gentagelse af det, som ISIS gjorde. Vi har kontaktet Egyptens udenrigsministerium for at få dem til at tage affære.”

En bror til en anden af de savnede har hørt fra en beboer i Gargash, at flere af egypterne dér er blevet kidnappet, og deres skæbne er uvis.

Marginaliserede koptere tager chancer

Kristne egyptere er så marginaliserede i deres hjemland, at frygten for en gentagelse af massakren i 2015 ikke afholder dem fra at søge til højrisiko-områder som Libyen, siger Claire Evans, der er ICC’s Regional Manager for Mellemøsten. Hun forklarer:

“Dette er en bekymringens tid for egyptiske kristne, uanset om deres familie eller venner er blandt de savnede. Mindet om ISIS, der får koptiske kristne til at marchere mod deres død på en libysk strand ligger dybt; det var en traumatisk hændelse for alle Egyptens kristne…Vi trygler de relevante myndigheder om at gøre alt i deres magt for at undersøge årsagen til den seneste forsvinden, for at bringe disse mænd hjem i live og retsforfølge gerningsmændene.”