Dansk Oase mangler gaver og omstrukturerer

Selv om Dansk Oase har haft stor succes med SommerOase, har corona-nedgangen betydet, at bevægelsen nu må omstrukturere sekretariatet.

Generalsekretær Ruben Dalsgaard overlader SommerOase m.m. til en konferencechef. Kommunikationsteamet med bl.a. Kathrine og David Wanninger, stopper. Arbejdet outsources.

Lederskabet i DanskOase og bestyrelsen i Børn&Unge Oase (BUO) er blevet enige om en plan for omstrukturering af bevægelsen. Beslutningerne skyldes bl.a., at man i to år ikke har kunnet afholde en SommerOase.

– DanskOases økonomi er skrøbelig, så der er behov for flere gaveindtægter og en bæredygtig forretningsmodel for konferencerne, lyder det i et nyhedsbrev.

– Der er brug for at samle ansvar og opgaver på få, større stillinger. Det er særligt relevant i forhold til konferencer som SommerOase for at sikre udvikling og langsigtet planlægning.

Efter mange og grundige drøftelser er DanskOases lederskab i samarbejde med BUOs bestyrelse nået frem til en række konkrete organisatoriske ændringer, som gennemføres i vinteren 2021/2022, oplyser man.

Der skal oprettes en ny selvstændig fuldtidsstilling som konferencechef fra 1. januar 2022. Vedkommende skal især tage sig af den store SommerOase, men også de andre konferencer. Og her vil man have fokus på at involvere og samarbejde mere med de menigheder, som tilslutter sig Oase-netværket. Men der skal også være fokus på ”en bæredygtig forretningsmodel”.

Altså at den store SommerOase ikke giver underskud, men overskud til det daglige arbejde.

Generalsekretær Ruben Dalsgaard har hidtil brugt meget tid på konferencer. Han får nu mere tid til ledelse af DanskOases netværk, teologi og indhold, mens ledelsen af konferencer som SommerOase fjernes. Hans stilling skæres derfor ned fra 75 til 50 pct., når en konferencechef er ansat.

Kommunikationsteamet, som består af digital redaktør Kathrine Wanninger, og grafiker David Wanninger, nedlægges helt. De grafiske opgaver skal outsources, og de øvrige kommunikationsopgaver omplaceres og vil fremover blive varetaget af den daglige ledelse.

– Vi tror på, at vi som bevægelse er på rette vej, og at disse forandringer er nødvendige for, at DanskOase fortsat kan udleve sit kald til fornyelse, udrustning og mission i Danmark, skriver lederskabet.