Venstre sidebanner eksempel

Hvad skal vi som forældre gøre med halloween?

Mange kristne forældre er i tvivl. Skal vi lege med på halloween-bølgen – gå imod eller hvad...?

Mange kristne forældre er i tvivl om, hvorvidt de skal lade deres børn deltage i halloween.

Hvert år, når vi er tæt på halloween, kommer det samme spørgsmål til os forældre: ”Hvad skal vi mene om halloween, og hvordan ønsker vi, at vores børn skal forholde sig?”

Vil vi give dem lov til at gå ud og bede om slik ved dørene, eller siger vi nej? Skal vi lukke op for børnene eller ignorere dem? Skal vi lade dem gå til en fest, grave i et græskar, eller ej? Mange af os har taget stilling til, hvad vi føler der er rigtigt, og vi har forklaret det for vore børn. Men for dem af os, som endnu ikke har det, så er her nogle forslag til, hvordan I kan blive afklaret.

Proaktiv beslutning

Vi forældre må ofte tage hurtige beslutninger og reagere hurtigt. Men når det handler om situationer, der er længe undervejs, før de når os, så har vi den fordel, at vi har mere tid til at beslutte os for, hvordan vi vil reagere.
I mange år har kristne måttet forholde sig til vanskelige spørgsmål om, hvordan vi skal leve i denne verden og ære Gud med vores liv. De første kristne drøftede ofte vanskelige emner i deres tid: afgudsofferkød, omskærelse, hedningekristnes holdning til sabbaten mm.

”Diskutable” spørgsmål

Når det handler om halloween, synes jeg, at apostlen Paulus hjælper os i Romerne 14 angående, hvordan vi finder en vej til det ”rette” svar. Hvis du har tid, så tag et øjeblik og læs kapitlet. Den første menighed var enig om mange ting, som skulle undgås, såsom uretfærdighed, vrede, seksuel umoral m.m., men der var også noget, de ikke så ens på. Paulus siger, at det, som vi personligt beslutter vedrørende ”diskutable” spørgsmål, det må vi hver især stå til regnskab over for Gud med.

Paulus opfordrer sine læsere til selv at afgøre, hvad de føler, der er den rette beslutning, være fuldt overbeviste i deres hjerter, og så tage konsekvensen af det. Han opfordrer dem til at være klar over, at deres afgørelse kan være anderledes end andre kristnes, fordi andre menneskers overbevisning om, hvad der er synd for dem på et bestemt område, kan være anderledes.

Hvad siger Gud til os?

Det er derfor, emnet halloween kan være så forvirrende for kristne. Når man ser på internettet eller taler med venner, så er der mange gode og respektable mennesker, som ofte har meget forskellige meninger. De er alle fuldt ud overbevist om rigtigheden i deres eget svar. Dette kan være meget frustrerende for dem af os, der bare ønsker at nogen skal give os ”det rigtige svar”.

I forvirringen kan du overveje spørgsmålet: ”Hvad siger Gud til os personligt om halloween?” Nogle familier føler sig virkelig overbevist om, at halloween er en anledning til at dele Guds kærlighed, mens andre familier føler, at det er ondt, og de vil ikke have noget med det at gøre. Kristne tænker meget forskelligt om det. Du har måske allerede en mening om, hvordan du føler, og måske søger du flere, der tænker som du gør.

Hvis ikke du er sikker på, hvad du skal mene, hvorfor så ikke læse nogle forældres historier om, hvad de har besluttet og hvorfor? Mens du læser, får du måske en fornemmelse af, hvad der er rigtigt for din familie, i din sammenhæng, og med de personligheder, som dine børn har. Det, der betyder mest, er at du og Gud finder ud af det sammen.

Forklar det for dine børn

Uanset hvad du beslutter, så tag tid til at forklare det for dine børn. Ofte siger vi bare til vore børn, hvad der er vores beslutning, og så forventer vi, at de adlyder. Men det er meget vigtigt, at vi forklarer dem, hvad grunden til beslutningen er.

Tag tid til at forklare, hvad du føler omkring det, og hvad du føler at Gud siger til din familie om, hvordan I skal forholde jer til halloween. Hjælp jeres børn igennem deres følelser med det, og forklar hvad I selv føler. Hjælp dem med at bruge de redskaber de har behov for, for fuldt ud at kunne tage de næste skridt – hvad enten det handler om, hvad de skal svare, hvis de bliver invitereret til en fest, eller de færdigheder de har brug for, hvis de skal hjælpe jeres kirke med at servere hot dogs på gaden for de børn, der er ude for at gå dør-til-dør.

Målet er, at dine børn uden frygt eller bekymring får forståelse for, hvordan de skal forholde sig til halloween på den måde, som Gud har vist dig og din familie som den rigtige.

Døm ikke andre

I vores bestræbelser på at ære Gud med vore liv kan det føles let for os at forsøge at overbevise andre om, at vores beslutning er den rigtige. Og det er den rigtige… for vores familie. I Romerne 14 sagde Paulus til den første menighed: ”Lad os derfor ikke længere dømme hinanden” (vers 13). Han opmuntrede alle til at ”stræbe efter det, der tjener freden og den indbyrdes opbyggelse (vers 19).

Mens vi finder ud af, hvad der rigtigt for os, så bør vi samtidig være klar over, at det kan være forkert for andre. Lad os skabe en kultur af kristne forældre, der alle forsøger at ære Gud så godt vi overhovedet kan, og støtter hinanden i at gøre det samme.

Oversættelse: Eva Krath-Andersen