Online kursus om ’Samlivsrevolution’

Et kursus om køn, seksualitet og tro tilbydes nu til gruppe- og selvstudier fra det norske ressourcecenter ’Samlivsbanken’.

Samlivsbanken, som er et kristent ressource-center fra den norske ”Stiftelsen MorFarBarn”, tilbyder et gratis online kursus om køn, seksualitet og kristen tro.

Kurset består af 5 enkeltstående temaer, der kan ”give kundskab og frimodighed” i mødet med udfordringerne fra LGBT+ og Pride-ideologien – og samtidig er ”tro mod sandheden i kærlighed”.

Stiftelsen MorFarBarn, der har kontor i Kristiansand, kan kontaktes på post@samlivsbanken.no. Kurset om Samlivsrevolution er gratis, samtalebaseret og meget fleksibelt, skriver arrangørerne. Der vil være både video, PowerPoint og undervisningsark samt detaljeret lederstof. Kurset er for både unge og gamle (uanset digital erfaring) og passer til både små og store grupper, samt til selvstudier.

De fem temaer er: Samlivsdebatten i samfund og kirke; Den radikale kønsideologi; Jesus som forbillede, Bibelen som autoritet; Mor-far-barn-relationen er unik, og Udfordringer. Konsekvenser. Hvad gør vi?

Stiftelsen MorFarBarn har som formål at fremme saglig information om køn, seksualitet og samliv med fokus på den klassiske familieforståelse, hvor ægteskabet består af én mand og én kvinde, og hvor børn har ret til at kende deres biologiske forældre og vokse op hos dem, så vidt det er forsvarligt.

Stiftelsens hovedfokus er på mor-far-barn-relationens særstilling og unikke betydning, et Ja til det bibelsk begrundede ægteskab, et Ja til det, der fremmer barnets perspektiv i lovgivningen, et Ja til samvittigheds-, tros- og ytringsfrihed, samt ægte tolerance i spørgsmål relateret til køn, seksualitet, samliv og børn.