Er min mand meget syg – eller lidt hypokonder?
Kære Orla Lindskov
Jeg skriver til dig for at bede om forbøn for min mand og bede om en salvedug til ham.
Han lider af stærke smerter i sine ben og arme. Lægen siger, at det er gigtsmerter, og min mand får også recept-pligtig medicin for smerterne. Han tager desuden også forskellige former for naturmedicin, som er en stor udgift for os.
Men begge former for medicin har begrænset virkning, synes jeg. Han klager stadig over smerterne, så jeg er meget i tvivl, om jeg håndterer hans smerter rigtigt. Jeg føler mig i afmagt med at finde de rigtige ord til ham, når han klager sig.
Jeg synes, at han klager sig meget. Måske også lidt for meget. Måske har han lidt tendens til at være hypokonder. Det tænker jeg nogle gange. Han er i hvert fald grebet af frygt.
Det er som om, det er vigtigt for ham at have mig omkring sig hele tiden. Det kan være belastende. Hvis jeg ikke lige er i nærheden, kan han let blive hysterisk.
Vi er begge troende kristne, og min mand har det svært med at forstå, hvorfor han skal lide så meget. Vi har begge passeret de 60.
Min mand sad mange år i menighedsrådet. Men nu har han trukket sig, for hans gigtsmerter plager ham på menighedsrådets møder.
Han har i mange år også lidt af hjerte-problemer. Det får han medicin for. Men alligevel får han mange gange åndenød. Når det sker, bliver han meget bange for at dø.
Han lider også af psoriasis på arme og ben. Det er meget ubehageligt for ham. Han finder den sygdom meget ækel. Det medfører så, at han om sommeren aldrig smøger sine skjorteærmer op. Han går heller aldrig i shorts, når vi tager til stranden.
Han sover dårligt om natten. Det belaster mig. Det smitter mig med uro. I nattens stilhed tror jeg, at smerterne virker ekstra stærkt på ham. Han vækker mig ofte. Det er værst, når han græder og skriger om natten. Vi bor heldigvis i eget hus.
Vi læser Udfordringen og dine gode råd. Kunne du måske rådgive mig lidt med hensyn til min kronisk syge mand.
Venlig hilsen
Ægtefællen.
Sygdommene belaster jer og skaber angst
Forskellige fysiske sygdomme kræver forskellig slags behandling både fra læger, men også fra pårørende.
På grund af din mands situation er du meget udfordret i din dagligdag med hensyn til, om du behandler ham rigtigt.
Jeg kan godt forstå, at det for dig kan være meget svært at finde de rigtige ord til ham, når han klager sig. Men tal til ham så godt, som du formår, og trøst dig så med, at Gud gennem dine ord kan gøre langt mere, end vi forstår.
Forstå også, at når din mand kan virke belastende på dig, så skyldes det, at hans sygdomme belaster ham. Du nævner, at din mand sover dårligt om natten.
Nætterne er især svære for dem, som har smerter. Om dagen er der ofte noget, der kan adsprede.
Men om natten tier alt udenfor, og derfor taler smerterne netop stærkere. Det er en erfaring, mange syge har gjort.
Det kan måske hjælpe din mand, ligesom det hjalp den gamle salmist, at tale med Herren, når han ligger søvnløs af smerter. Prøv at foreslå ham, at I skal bede sammen til Herren om hjælp og lindring.
Lad din mand græde. Lad din mand skrige. I sådanne situationer skal vi altid tænke: – Hvordan ville jeg selv tage det, hvis jeg lå med de samme smerter?
Om hans hudsygdom:
Din mand finder sin hudsygdom psoriasis ækel. Han skammer sig over den, og forsøger at skjule den, skriver du.
Psoriasis er en synlig, fysisk lidelse. Men den kan også give psykisk smerte. Mennesker med psoriasis kan næsten, når de er sammen med andre, føle sig som spedalske.
Det er psykisk hårdt for din mand at føle, at han ikke kan være sin krop bekendt. Du nævner det med sommeren og strandturene. Han føler, at hans hudlidelse vil forekomme omgivelserne ækel, hvis de ser den. Det gør sygdommen dobbelt smertefuld for din mand.
Man skal tænke på aldrig at give udtryk for væmmelse, når man oplever et menneske med hudlidelser. Mange unge har det svært på grund af hudlidelsen akne.
Åndenød giver angst
Hjertesygdomme medfører ofte svære lidelser både fysisk, men også psykisk.
De fleste hjertepatienter rammes af angst, når de oplever ånde-nød.
Det gælder for dig om at slå fast for din mand, at den angst, han føler, er en del af sygdommen, og at hans liv stadig er omsluttet af Guds kærlighed.
Hypokondri?
Nu med hensyn til hypokondri:
Hypokondri og hysteri er som to skæve venner. Hypokondri bliver på jævnt dansk også kaldt for indbildt syge.
Jeg vil sige, at både hypokondri og hysteri er psykiske lidelser. Det er to lidelser, der er meget plagsomme for omgivelserne.
Skiftene i sinds-stemning er ofte uberegnelige og kan være meget voldsomme. Hypokondri og hysteri hænger ofte sammen med reel fysisk svaghed og sygdom. Sådan er det nok for din mand.
Hypokonderen trænger til forståelse og medfølelse, for han har det ikke godt med sig selv. Men vores medfølelse må ikke blive for blød.
Måske ærgrer og irriterer det i starten den syge, at man ikke vil synge med på hans klagesange. Det kan endda udløse hysteriske anfald. Men det får være, for hypokonderen og den hysteriske har brug for fast opdragelse mere end for eftergivenhed. Eftergivenhed er ingen hjælp.
Det var, hvad der lige faldt mig ind af råd til dig. Men husk, det er vores fælles forbøn, der skal bære igennem til lettelse og lindring samt til helbredelse af din mand.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov