’Gadekirke’ for prostituerede på Vesterbro

– Livet har lært mig, at der er mennesker i vores samfund, der mangler kærlighed og omsorg. Den eneste, der virkelig kan hjælpe dem, er Jesus, men der er også brug for vores arme, siger Johannes Fuchs.

Johannes Fuchs er født i 1947. Han er nu pensioneret frikirkepræst, men fortsat aktiv i at hjælpe hjemløse, prostituerede og narkomaner.

– Mine forældre var også kristne og tog mig med i kirke. Da jeg var 15 år, forstod jeg, at jeg ikke kunne blive ved med at leve gennem deres tro. Jeg måtte involvere mig, ligesom dem.
Jeg spurgte derfor lederen af søndagsskolen, om jeg kunne få lov til at hjælpe til.
Samtidig var jeg i lære i en jern- og stålforretning i Roskilde. Da jeg var udlært, tog jeg til Næstved. Her var der frikirke med en gammel menighed, hvor der ikke var så mange unge. Og jeg følte, at jeg oprette et spejderkorps for drenge.

– Jeg mødte en dreng i byen og inviterede ham til juniormøde i kirken om mandagen. ”Hvor er de andre?” spurgte han mig, da han kom – for vi var kun os to, og jeg svarede: ”Kan du ikke tage en kammerat med næste gang?”

Snart voksede holdet sig stort, for alle blev hver gang opfordret til at tage venner med til næste møde. Johannes Fuchs holdt ikke bare andagt, der blev også spillet fodbold.

– Nogle af de unge, som kom, havde problemer, og jeg prøvede at hjælpe dem. For eksempel var der en, som var kommet med i nogle bander i boligbyggeriet, hvor han boede med sin alene-mor. Jeg tog ud og talte med hende. Og anbefalede, at hendes søn kom på efterskole, så han kom ud af miljøet. Vi tre kørte op på Fårevejle Efterskole. Og 14 dage senere kørte jeg op og installerede ham.

– For nogle år siden skrev han til mig på Messenger. Han takkede mig for at have hjulpet ham dengang og fortalte, at han var blevet maskinmester på et af Søværnets skibe, fortæller Johannes Fuchs. Han er ikke i tvivl om, hvad der gjorde en forskel for de unge, som var på glat is:

– Vi involverede os i deres liv! understreger han.
Johannes Fuchs mødte Ann Lis igennem kirken. Faktisk skrev han allerede et brev til hende til hendes konfirmation, men først senere blev de kærester.

– Da vi blev gift i 1969, blev der også koblet piger på spejderkorpset i kirken i Næstved. Mens jeg var ungkarl, arbejdede jeg kun med drenge – for at undgå enhver misforståelse. Snart kom der 40 børn om mandagen. Vi havde også teenagegruppe en gang om ugen, og hver anden fredag havde vi en ungdomsgruppe i vores eget hjem. Vi ville så gerne lede de unge. Det lykkedes heldigvis i en del tilfælde, siger han.

Ann Lis uddannede sig til sygeplejerske, mens de havde små børn. Og Johannes var lidt forud for sin tid med at støtte sin hustru i ”karrieren” og tage en aktiv tørn med børnepasning.

Udfordret som præst

Efter 15 år i Næstved følte ægteparret, at deres tid i byen var ved at være slut.

– Vi troede, at vi måske skulle til Jylland. Men Gud talte til mig om, at vi kunne flytte til Bornholm. Det kom lidt bag på mig, da jeg kun havde været der en enkelt gang som barn. Efter tre måneders bøn om det emne, talte jeg med en præst om det. Han fortalte, at han havde vidst det i et stykke tid og bare gik og ventede på, at vi sagde det.

”Hvad skal vi der?” spurgte jeg. Han svarede, at vi skulle lede en lille menighed. Det var vi kaldet til, sagde han til mig. Efter et år tog vi afsted, for først skulle jeg igennem et lærlinge-forløb. Jeg var i lære som præst, forklarer Johannes Fuchs.

Bornholmer-menigheden var lille, men opgaven stor.

– Vi arbejdede stille og roligt for at tiltrække flere mennesker. Så fik min kone leddegigt. Vi havde fire små børn på det tidspunkt. Jeg fik ingen løn som præst, der var fraktioner i kirken, og jeg arbejdede også i Nexø. Så jeg var presset til det yderste.

– En dag, hvor jeg kørte hjem, fordi jeg skulle lave mad til børnene, følte jeg, at jeg gik på kanten af en afgrund. Jeg vidste, at hvis jeg faldt i den, ville jeg aldrig komme op igen.
På vejen stod der en ca. 12-årig dreng og tomlede. ”Lad mig få ham ind, så får jeg tankerne afledt,” tænkte jeg. Da drengen kom ind i den røde Ford, sagde han: ”Jeg går i en kristen klub. Men det der med Jesus kan jeg ikke finde ud af.” Johannes gik straks i gang med at undervise den 12-årige dreng.

– Da vi nåede frem, sagde drengen: ”Tak skal du have for det, du har fortalt.” Bagefter havde jeg en fornemmelse af, at det nærmest var en engel, jeg havde givet et lift. For jeg oplevede et meget stærkt Guds-nærvær undervejs på den køretur, siger han.
Umiddelbart efter, at de havde sagt farvel, hørte Johannes Fuchs disse ord i sit indre: ”Hvis du koncentrerer dig om at prædike evangeliet, så skal jeg nok tage mig af dine problemer.”

– Og mine problemer var løst. Menigheden voksede, og det gik godt. Min kone blev rask!

Vejen til gadepræst

– Nogle år senere ringede præsten i frikirken på Filippavej på Frederiksberg. Han spurgte, om jeg ville være andenpræst der. Det passede med, at børnene kunne få en uddannelse, som de ikke kunne få på Bornholm. Vi flyttede i 1986 til København efter seks år på Bornholm. Men da vi kom dertil, tænkte jeg: ”Hvad i alverden laver jeg her?” Min far var bonde, og jeg er vokset op med to heste, beretter han.

Storbyen var et stort skridt for ham. I starten bad den dengang unge præst igen og igen: ”Hvad er jeg sendt hertil for, Herre?”

– Så blev jeg spurgt af nogle kristne musikere, om jeg ville tage med som præst til en lovsangsmarch i Istedgade. Det ville jeg gerne. Vi startede på Hovedbanegården og kom til Maria Kirkeplads, hvor der var fyldt op med narkomaner og hjemløse. En topløs pige kom ud og ville se, hvad der foregik, da vi kom… Foregik det her i København? Jeg var dybt rystet, fortæller Johannes Fuchs.

Og det var lige her, han fik bønnesvar. Han hørte i ånden disse ord:

”Det er for de her mennesker, jeg har kaldet dig til København. Jeg vil, at du skal bygge en kirke på gaden.”

Så begyndte jeg at bede for Istedgade, for jeg skulle først finde ud af, hvordan jeg skulle gøre det. Pinsekirken havde dengang en café, der hed Klippen. Jeg hjalp lidt til ind imellem, men jeg var jo præst i en anden kirke. En dag sagde en af lederne til mig:

”Vi er ved at lukke Klippen, men inden vi gør det, vil vi spørge, om du vil drive den?” Mit svar var, at jeg ikke kunne drive noget for en anden kirke. Det skulle jeg heller ikke. De overlod den bare helt til mig.

– Der stod 50.000 kroner på bankkontoen, jeg overtog fra caféen, og i 1992 åbnede vi Klippen i Istedgade. Her arbejdede vi med hjemløse, narkomaner og prostituerede. Så jeg ved, hvad Gud kan gøre i deres og i vores liv, hvis vi bare lukker ham ind.
En af dem vi hjalp dengang hed Rikke. Vi fik hende sendt på afvænning på hjælpecentret Betesda i Jylland. Hun er i dag chefens højre hånd på afvænningscentret, fortæller Johannes.

Fulde folk

Det er vigtigt at kende sine begrænsninger, når man hjælper misbrugere. Men heller ikke være bange for at give noget godt ud til dem, der er et mørkt eller svært sted:

– Engang sad der en fuld mand på en bænk på Rådhuspladsen. Konen var gået fra ham. Det kunne jeg godt forstå. Han lugtede af sprut.

Jeg hentede to hot dogs til os, og så snakkede vi sammen. Han drak sin hvidvin til. Efter et stykke tid sagde jeg: ”Må jeg bede for dig?” Han blev rørt, kunne jeg se. Han tog hatten af og sagde: ”De ord kommer du aldrig til at fortryde,” gengiver Johannes Fuchs.

For at kunne hellige sig arbejdet med at hjælpe misbrugere, gik han først ned på halv tid som andenpræst i frikirken – indtil 2001, hvor han koncentrere sig fuldt ud om gadelivet.
I dag er Johannes pensioneret, men stadig aktiv. Han er også bestyrelsesformand i TC Klippen i Taastrup, som sønnen Jesper leder.