Novemberkaktus
Han gik andægtigt rundt mellem planterne i det dunkle og kølige kælderrum. Der var ikke så meget at se på endnu, og han vidste udmærket, at hvis ubudne gæster kom forbi og så planterne hernede, så ville de sikkert mene, at de kun var tjenlige til at smide ud. Én havde endda udbrudt: ”Og du, som kalder dig selv for Skaber. Hvordan kan du dog lade de stakkels planter stå dér og være glemt og gemt!”
Bemærkningen prellede af på ham: ”Jeg er den, jeg er,” tænkte han. ”Og jeg gør det, jeg finder bedst”. Inden han gik op ad trappen, kærtegnede han hver enkelt plante, som vitterligt så gudsforladt, trist og ubrugelig ud.
Men det, som de færreste nok vidste, var, at hver eneste af planterne havde deres rod i hans faderhjerte fra evighed, og at de var plantet i kærlighedens muld, med mulighed for at spire og gro under de rette betingelser.
Månederne gik. Vintergækker brød igennem isens hårde flade. Overalt i naturen viste livet vilje til at springe ud, flyve op, synge sange, højt over hjerternes nød og elendighed. Og påskedag brød jubelen ud, fordi en sten var væltet fra graven. De der havde øre, de hørte. De der havde øjne så. Og de der gav sig tid til at stå stille midt i den travle hverdag, de troede.
Blot ikke planterne nede i den mørke og kølige kælder mærkede noget til livets mangfoldighed. De stod hver især og blundede, og hvis de kunne tænke, ville de nok anse sig selv for håbløse tilfælde, som selv deres herre havde glemt.
Men en dag mellem påske og pinse hørtes trin på kældertrappen, og der stod faderen og hans søn midt imellem dem. Faderen så sin elskede søn dybt i øjnene, og sønnen gik nu rundt til hver plante med en dråbe af sit eget blod. For hver dråbe gav det et gib i planterne. Det var som de begyndte at drage ånde igen.
I oktober kom gartneren ned igen. I en stor kurv bar han varsomt planterne op og stillede dem i en vindueskarm, hvor lyset trængte ind. Han gødede dem med tro, håb og kærlighed, og med ét mærkede de, at det slumrende liv i deres stængler begyndte at manifestere sig.
Inden længe stod de med knopper og i begyndelsen af næste måned, lød der begejstrede stemmer uden for vinduet: ”Se, de fantastiske blomster. Der er orange, røde, lilla og flere farver. Hvor er Skaberen stor!” Han havde stået bag gardinet og lyttet. Og han var usigeligt glad.
Avisen udskrev en konkurrence om, hvad planten skulle hedde. Navnet blev novemberkaktus. Hele den mørke november skabte planterne lys og håb som en forløber for advent og jul. Og hvis planterne havde kunnet tale ville de sige: ”Ventetiden var det hele værd. Nu blomstrer vi endelig, som vi var bestemt til!”
