To nye i Mission Afrikas bestyrelse

Morten Bonde Pedersen

Den ene af Mission Afrikas nye bestyrelsesmedlemmer er dobbelt så gammel som den anden: 25-årige Camilla Hoffmann og 50-årige Morten Bonde Pedersen.

To nye bestyrelsesmedlemmer er kommet til i Mission Afrika.

Morten Bonde Pedersen

Den ene af de to nye bestyrelsesmedlemmer er 50-årige Morten Bonde Pedersen, som bor i København. Han er uddannet journalist og har været aktiv i kirkeligt arbejde stort set hele sit liv, de seneste knap 25 år især i Fredens-Nazaret Sogn på Østerbro i København blandt andet som medlem af menighedsrådet der.

Han har boet tre år i Kenya og besøgt knap 15 lande i Afrika. En del af formålet med rejserne var at skrive artikler, lave videoer og tage billeder for forskellige udviklingsorganisationer, herunder flere missionsorganisationer.

Camilla Hoffmann

Camilla Hoffmann

25-årige Camilla Hoffmann er ny i Mission Afrikas bestyrelse. Hun læser medicin på kandidatuddannelsen.

Hun har været frivilligt engageret i Afrika-arbejde stort set lige siden, hun i 2016 kom hjem fra et fire måneders volontørophold i Uganda igennem Afrika InTouch, en dansk, kristen børne- og ungdomsorganisation.

Siden da har hun blandt andet været med til at opstarte Uganda-projektet i Mission Afrika, og hun er fortsat en del af Uganda-projektgruppen i Mission Afrika Youth (MAY).

Hendes møder med afrikansk kirke og kultur har gjort så store indtryk, at hun ikke har kunnet slippe det igen.