Asylkor fik Tværkulturelt Centers pris

Asylkoret Omid medvirker ved årets lysgudstjeneste for verdens flygtninge onsdag den 8. december kl. 17 i Københavns Domkirke.

Asylkoret Omid synger med håb. De har modtaget aktivitetsprisen STJERNESTUNDER fra Tværkulturelt Center.

Asylkoret Omid, som betyder håb på farsi, har modtaget Tværkulturelt Centers aktivitetspris STJERNESTUNDER. Prisen gives til et kirkeligt projekt, der har skabt positiv kontakt mellem danskere og flygtninge, og som har været med til at fremme trivsel og livsglæde på tværs af kulturer.

Koret består af kristne asylansøgere fra de sjællandske udrejsecentre Avnstrup og Sjælsmark og herboende iranske og kurdiske flygtninge.

De modtog prisen for at have skabt et fællesskab, hvor mennesker i svære livssituationer kan opleve sangglæde, og hvor de både lærer at synge i kor og kommer ud i det danske samfund, når de inviteres til at synge ved gudstjenester og arrangementer.

Repertoiret er kristne sange på persisk/farsi – de fleste til persiske melodier. De synger om det håb, de har fundet i den kristne tro.

To år gammelt kor

Koret blev oprettet for to år siden af korleder Birgitte Nielsen, der gennem et farsisproget menighedsfællesskab i Grønnevang Kirke i Hillerød havde fået kontakt med nykristne asylansøgere.

Mennesker, der var døbt i Danmark og gerne ville synge kristne sange på deres modersmål.

Sangglæden var så stor, at koret fortsatte med at mødes udendørs under nedlukning. Siden er nye sangere kommet til, og repertoiret udvides løbende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Prisoverrækkelsen

Prisen, der består af afrikanske kurve med stjernechokolade og 200 PR-postkort i særtryk, blev overrakt af Tværkulturelt Centers formand Inge With Johannesen i København i weekenden i forbindelse med Tværkulturelt Centers efterårskonference. Temaet for konferencen var Giv håbet stemme, og koret sang for de omkring 80 deltagere.