Damehatte, nederdele og glad tro

I vores familie glæder vi os til at holde bryllup i Holland, hvor en af nevøerne skal giftes med en pige fra sin menighed. Det er en af de reformerte kirker, hvor kvinder forventes at bære både kjole og hat, hvor prædikenen som minimum forventes at vare tre kvarter, og hvor salmerne ikke synges med noget, der er vildere end fjerdedelsnoder…

Folk fra denne kirke lader som regel deres børn gå i ”skørteskoler”, hvor pigerne ligesom i kirkerne skal bære nederdel eller kjole. Man ser dem cykle afsted på vejene – somme tider ret langt endda – for at komme i en kristen skole af den helt rigtige, reformerte observans.

At skørterne er blevet væsentligt kortere, end de var for bare nogle få år siden, er en anden sag. Men vi glæder os med de unge, som nu har købt hus og prøver at sætte det i stand fra kælder til kvist før brylluppet midt i maj.

I juleferien besøgte min mand og jeg pigens forældre, som har en gård med malkekøer. Ægteparret har ni (!) børn, hvoraf de fem yngste stadig bor hjemme.

Den ældste af de hjemmeboende fyldte 25 år, da vi besøgte hjemmet, og vi sad i køkkenet på en meget lang kirkebænk, mens mor Wilma bagte pandekager i store stabler, som hun så pakkede ind og satte i en seng indtil aftensmaden.

På den anden side af bordet sad en søster og legede med et par småbørn, som måtte være hendes niece og nevø, og hele atmosfæren var rolig, hyggelig og hjertelig.

Wilma er en høj, tynd kvinde, som ud over at sørge for sin store familie også malker køerne to gange om dagen. Manden har nogle helbredsproblemer, som gør, at han ikke kan malke, men heldigvis kan gøre mange andre ting på gården.

Wilma fortalte, at familien først spiser sammen, før hun ved 19.30-tiden begynder at malke. Det tager to timer. Om morgenen begynder hun først at malke, når børnene er sendt i skole.

Vi fik en rundvisning på gården, og manden kom med ind, mens vi drak endnu en kop kaffe på kirkebænken. Der lå en hel stabel slidte bibler på en hylde i køkkenet, og jeg spurgte, om der var tale om forskellige oversættelser.

– Nej, det er den samme, forklarede manden. Men vi læser sammen to eller tre gange om dagen, og så sidder vi alle sammen med hver sin bibel og følger med.

Et eller andet sted fik den forklaring det hele til at give mening for mig: Den gode, imødekommende atmosfære. Den afslappede mor til ni, som også skulle bruge fire timer på malkning dag efter dag. De glade børn, der bare hyggede sig med hinanden i storfamilien.

Ingen tvivl om, at de gode, daglige vaner med bibellæsning og bøn sætter sit præg på folk. Så kan man bedre sige pyt om de ydre ting, som familiens kirke lægger så stor vægt på.

De ydre former med skørter, damehatte, lange prædikener og langsomme salmer kan godt irritere mig og få mig til at føle mig udenfor, når jeg ikke lever op til den ”fromme” dresscode.

Men når man oplever et fromhedsliv, der bærer frugt som ”kærlighed, glæde, fred… osv (se Gal. 5,22-23) – ja, så er det vigtigt at kunne skelne mellem form og indhold.

Og i øvrigt sige Gud tak for Kirken – den verdensomspændende Kirke – hvor vi trods alle ydre forskelle alligevel genkender hinanden som brødre og søstre i Guds store familie.