Flere års sygdom slider på glæden
Kære Poul Henning
Jeg er normalt glad af natur. Og jeg kender ’glæden i Herren’. Men det sidste år har jeg kæmpet. Jeg er begrænset på mange måder; men jeg har haft det godt.
Min kroniske diagnose igennem mange år (en udgave af sklerose) har Gud hjulpet mig i. Jeg har fx en pragtfuld familie, der er rigtig gode pårørende.
Men det sidste år har det stået klart for mig, at jeg ikke kan ’hænge’ på mine pårørende. De er ved at være ’trætte’, og vi har en del udfordringer i vores ægteskab.
Udfordringer, som vi tidligere har kunnet løse. Min kone har gjort det rigtig godt, men er tydeligt træt – og det er jeg også. Vi har det svært. Jeg må selv tage ansvar og hente hjælp fra Gud. Men hvordan? Har du et godt råd?
Kærlig hilsen fra den triste
Kære ven
Tak at du skriver. Jeg har tilladt mig at forkorte dit brev. Der er mange vinkler og faktorer i det her.
Hvis vi skal tage det kronologisk, rammes du, som er glad af natur og i Herren, af en kronisk sygdom. Du har igennem en årrække brugt din egen styrke og styrken i Herren til at håndtere de mange nye udfordringer, som en kronisk sygdom medfører.
Når du bruger udtrykket at ’hænge på mine pårørende´, lyder det som om, at de måske også er godt brugte i selve det at være pårørende.
Udfordringer, som du eller du sammen med dine pårørende tidligere har kunnet løse, er nu blevet et problem.
Det lyder som om, der er sket noget nyt. Enten har dine pårørende sagt fra, eller også har du selv oplevet, at nu må du tage et større ansvar end hidtil.
Når du, som er kronisk syg og udtrættet, pludselig skal tage et større ansvar, passer opgaven og kræfterne ikke sammen. Magtesløsheden får dig til at råbe til Gud.
Det er jo godt, men samtidig må du også erkende størrelsen af det tårn, du bygger. Dit sind og din krop siger fra.
Dit sind slår ud med tristhed og måske ligefrem en depression. Din krop slår ud med træthed.
Dertil skal lægges, at der aktuelt er udfordringer i dit ægteskab, som I plejer at kunne løse, men lige nu ikke rigtigt magter.
Jeg vil derfor først opmuntre dig og sige: Godt gået!
Tak til Gud og dig! Livet er gået godt midt i en kronisk sygdom – tillykke!
Dernæst vil jeg prøve at få dig til indse og acceptere, at det alt sammen er meget forståeligt. Der er ikke noget galt, det er velbeskrevet og en naturlig situation, der opstår. Diagnostisk findes diagnosen:
F.43.21 Depressiv reaktion, længerevarende.
Den er karakteriseret ved en lettere depressiv tilstand, som opstår i forbindelse med langvarig udsættelse for belastning.
Jeg tænker, at vi her er tættest på virkeligheden. Der er altså ikke tale om en egentlig depression, men der kan godt være lettere depressive symptomer.
Årsagen er en langvarig udsættelse for belastning. Når man kæmper i lang tid, bliver modet og optimismen også påvirket. Livet opleves igennem mørke briller.
Du er trist og frustreret, også fordi kendte belastninger og udfordringer aktuelt overstiger din og omgivelsernes evne til at løse dem. Når det indre regnestykke ikke går op, afstedkommer det skuffelser.
Jeg vil opmuntre til at meditere over Salme 121 …hvorfra kommer min hjælp….Salmen har netop fokus på Herrens beskyttelse af dig i nuet.
Livet og mennesker kan skuffe, men Herren skuffer ingen. Dertil kommer beretningen om ”hvis en jer vil bygge et tårn…:”(Luk.14.28).
Hvis dine belastningerne det sidste år, har været mere end sind og krop kan holde til, skal det næste års ”byggeri” være forsigtigt. Der skal dagligt mere ind på ”kontoen”, end der trækkes ud. Ovenstående må du også tale med dine pårørende om, søg læge, hvis det forværres.
Kærlig hilsen
Poul Henning