Sendt ud i Guds storm

Vandringen på søen, som er dagens tekst, er beskrevet i 3 af evangelierne. Ved at se evangelierne side om side, får vi lidt mere information, når vi skal danne os et klart samlet billede af, hvad der skete.

Jesus har travlt med at få disciplene ombord på båden, fordi folket ville tvinge Jesus med sig for at gøre ham til konge (Joh. 6:15).

Deres motiv for dette var ikke åndeligt og i overensstemmelse med Guds plan og vilje.

Var disciplene blevet, havde de nok hoppet med på den vogn, fordi de endnu ikke forstod Guds frelse og Jesu virke. De var åndelig umodne og diskuterede ting som ”hvem er den største iblandt os?”

Her gør Jesus to ting. Han viser forståelse for deres åndelige tilstand og omsorg for dem og sender dem bort, så de kan reflektere over, hvad de lige havde oplevet  bespisningen af de 5000, og hvem Jesus virkelig var.

Her er en lektie for os. Reflekterer vi over, hvad Guds vilje er for os? Tager vi os tid til at reflektere over ordet, eller lader vi os rive med af menneskers ideer og påbud?

Sikre i Guds storm

I Markusev. får vi at vide, at disciplene er 25-30 stadier fra land (ca. 5 km.).

I klart vejr kan man i 2 meters højde se ca. 5 km. De er så langt ude på søen, at der ikke er andet at se end vand omkring dem.

Det kan være skræmmende nok i sig selv. Tag så i betragtning at Jesus kommer gående i den fjerde nattevagt (kl. 03:00-6:00). Det er nat, stormen raser, og de er langt fra land.

Stormen kom, fordi de var i Guds vilje – i diametral modsætning til beretningen om Jonas, der flygtede fra Guds vilje.

Vidste Jesus ikke, at stormen ville komme? Jo, selvfølgelig gjorde han det, og han sendte dem jo netop derind. Hvorfor gjorde han det? Fordi de var mere sikre i ”Guds storm” end de ville være på land sammen med folkeskaren.

Vi skal ikke bedømme vores sikkerhed ud fra omstændighederne i vores liv.

Umiddelbart havde det virket mest sikkert på land, men faren for at bøje under for mennesker og ikke gøre Guds vilje ville være for stor, og derfor var de mere sikre i Guds storm end i deres egen magelighed på land.

Bibelske storme

Der er to forskellige storme i Bibelen. Storme af korrektion, når Gud disciplinerer os, som i beretningen med Jonas, hvor han var i stormen, fordi han ikke adlød og måtte korrigeres.

Den anden type storm er en perfektion, hvor Gud hjælper os til at vokse. Det var en storm af perfektion, disciplene var kommet ind i, fordi de adlød Jesus.

Jesus havde få kapitler tilbage prøvet dem i en lignende storm, hvor han var sammen med dem i båden. Denne gang var de alene i båden.

Det er en fejl, hvis man tror, at livet med Gud sikrer en sejlads uden storme, så der altid vil være klart vejr.

Men hvis vi befinder os i en storm, som Gud har ledt os ind i, så må vi også huske, at han er trofast, og har han bragt os her, vil han også føre os igennem og tage sig af os.

Hvorfor valgte Jesus at gå på vandet?

Han viste sine disciple, at netop den situation, som de frygtede, for Jesus blot er et middel til at komme til os.

Hvor ofte frygter vi ikke ting i vores liv, hvor det kan virke demoraliserende eller endog håbløst.

Det kunne være en forestående operation eller en sorg, vi står midt i. Midt i det mørke beder vi, blot for at opdage, at netop disse situationer eller oplevelser har bragt os tættere på Jesus.

Hvorfor genkendte disciplene ikke Jesus? Fordi de ikke ledte ikke efter ham.

Havde de ventet i tro, havde de genkendt ham med det samme, men i stedet lod de frygten styre, og de konkluderede, at det var et spøgelse, som kom.

Hele stormen og formålet med den var jo netop, at det skulle hjælpe dem til at vokse i tro. De skulle lære at stole på ham, selvom han ikke var til stede, for han skulle jo forlade dem, og derfor måtte de lære at stole på ham.

Vi må altså på samme måde lære at stole på ham, på trods af omstændighederne, vi står i.

Før vi begynder at kritisere Peter for at synke, må vi lige anerkende den trosdemonstration, han laver. Alle kan sidde i båden og se på, men det kræver tillid og tro at gå ud på vandet i stormen.

Peter begyndte jo først at synke, da han så på omstændighederne, og midt i det lærer han os noget.

Han begyndte at bede om hjælp, mens han var ved at synke, ikke da han var druknet. På samme måde må vi lære at bede om hjælp, når vi synker, og ikke når vi ligger på bundet af havet.

Denne beretning kan være en opmuntring for os, når vi går igennem en storm. For Jesus bragte mig her, han beder for mig, han vil komme til mig, han fører mig igennem, og jeg vokser i troen på ham.

Nødvendige storme

Livets storme er ikke lette, men de er nødvendige. De lærer os at stole på Jesus Kristus alene og at adlyde hans ord, uanset hvad omstændighederne måtte være.

Peters erfaring/oplevelse viste sig at være en velsignelse for de andre disciple såvel som for ham selv.

Da de så Jesu Kristi kraft, ved at erobre og berolige stormen, var det eneste, de kunne gøre, at kaste sig ned og tilbede ham. Her ser vi igen, at vores storme kan hjælpe andre mennesker og virke trosbekræftende.

Da Jesus beroligede den første storm (Mat 8:23-27), sagde disciplene: ”Hvilken slags menneske er det?” Men nu var deres klare vidnesbyrd:

”Du er Guds Søn!” For oplevelser skaber tro, relationen styrkes, og troen sejrer. Vi ser altså en udvikling i deres trosvandring med Jesus. Lad os vandre med ham og i tillid til ham, som er troens banebryder og fuldender.

Søndagens tekst: Matt. 14,22-33

Vandringen på søen

22 Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort.

23 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.

24 Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.

25 Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet.

26 Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse.

27 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”

28 Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.”

29 „Kom!” sagde Jesus. Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus.

30 Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.

„Herre, red mig!” råbte han.

31 Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”

32 Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig.

33 Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk