Skoven taler
Hver eneste gang jeg bevæger mig herud, fortryller skoven mig.
Jeg ved ikke, hvad det er, men det er som om, at min sjæl kommunikerer flydende med hele dette prægtige skaberværk. Jeg er heldig, at jeg har en hund, som gerne vil luftes i den store skov i baghaven.
De standhaftige efeu gror grådigt op ad træernes stammer, mens de langsomt, men sikkert, overtager hele skoven. De får mig til at tænke på menneskeheden, og hvordan overlevelse ligger dybt indgroet i alle arter på denne jord.
Efeuerne minder mig om, at det vil kræve uanede mængder af selvdisciplin ikke at udvide vores livsstil mere end højst nødvendigt. Vi skal være klar over, at det ikke kun skyldes dovenskab og uvidenhed, at vi langsomt fortærer alt omkring os.
Det er vores dybeste instinkt for overlevelse, som altid er på jagt efter at erobre nye territorier.
Efeu er overlegen. Vi er efeu. Men så igen, hvem vil ikke gerne være efeu?
Der er også andre elementer ved skoven som taler til mig.
De brændende brændenælder som brænder alt, der strejfer dem, minder mig om vrede bilister i trafikken. Deres grønne, takkede blade svider alt, som svinger ind på deres vej. De står stolt og stærkt og kan få selv konger til at bøje af og vælge en anden vej.
De tunge, varme mospuder, som gror i den rige og fede skovmuld, forbinder jeg med tryghed. Her finder skovens dyr hvile imellem små sprækker i jorden, der er omgivet af den tætte mos.
Ved siden af den bløde, magelige og næsten søvndyssende mos vokser de små euforiske skovsyrer. De giver sanserne en hurtig opvågning, når syren rammer tungen.
Skovsyren er som ungdommen: hurtig, drømmende, skarp og modig, når de står der i deres lysegrønne pragt.
De er ikke store i sig selv, men de er mange, og sammen dækker de hele skovbunden.
Præcis som når unge stimler sammen i store flokke på rådhuspladser verden over. De holder fanerne højt og kræver, at også deres drømme for en bedre fremtid bliver hørt.
Træerne er som et kæmpestort, kærligt netværk af rødder, som blidt holder hinandens hænder på tværs af køn og etnicitet under jordens overflade. Deres høje og stolte skikkelser er som bankende hjerter.
På trods af store tab af blade hvert eneste år virker de aldrig til at bekymre sig. De gror blot videre, mens de rækker ud mod hinandens nøgne arme. De minder mig om fællesskab, og at ingen har godt af at stå alene.
Vi har brug for skoven. Vi har brug for vindens susen i trækronernes top og for det hjem, vi til stadighed har i skoven, når verden omkring os bliver ragnarok.
Hvis bare vi kunne lade skoven tale, så tror jeg, den vil sige, at også vi er skov, at også vi er jord.
For af jord er vi kommet, af jord skal vi gå. Der er noget forløsende over det faktum, at Gud blot behøvede en klump jord og hans livsånde for at skabe os.
Og når livet er allermest hektisk, så lægger jeg mig ned på den selvsamme jord og genfinder pulsen igen.
Vi er blot jord. Vi er blot skov. I Guds billede er vi skabt, til et liv – i overflod!
