USA: 24 indsatte tog BA i teologi
24 fanger i Nash Correctional Institution, hvoraf halvdelen aldrig vil blive løsladt, har gennem et fireårigt program taget en bachelor-uddannelse i teologi og sjælesorg, skriver Religion News Service.
Den 15. december kunne rektor Danny Akin fra sydstatsbaptisternes College at Southeastern give de 24 indsatte et diplom og et håndtryk for veloverstået eksamen.
Alle de 24 har bestået teologikurset, der indebar studier i hebraisk, græsk, teologi, sjælesorg og idehistorie – og tre af de 24 bestod endda med udmærkelse.
I fremtiden må de nye teologer gøre tjeneste for andre indsatte i statens øvrige 55 fængsler.
“Jeg har aldrig været mere stolt af nogen af mine graduates,” fastslog en glædesstrålende Danny Akin i sin hilsen til de nye teologer. Han tilføjede, at han er uendelig stolt over at have sit navn på deres diplomer.
Fængslerne i North Carolina tilbyder kun denne type uddannelse og exitprogram til statens 30.000 indsatte. 17 evangelikale skoler tilbyder i alt 23 degree programs i fængsler landet over, oplyser den kristne NGO Prison Seminary Foundation.