Gud og Candy Crush
Jeg har haft ideen til denne bagsmæk længe, mens jeg (forgæves) har forsøgt at fortrænge at skulle skrive den.
Min tøven skyldes, at jeg ikke er meget for at indrømme her i al offentlighed, at jeg spiller Candy Crush (et uendeligt, temmelig meningsløst, digitalt pusle-spil, der gælder om at flytte rundt på farvede stykker slik, der så forsvinder og giver plads til nogle nye stykker farvede slik).
Men altså, så er det sagt, jeg spiller Candy Crush, og har gjort det on-off i flere år. I perioder af mit liv har jeg gjort det med dårlig samvittighed, med tanke på alt det, jeg ville kunne få klaret af vasketøj, støvsugning og den slags i stedet for, eller måske med den tanke, at jeg ville få større mirakler at se, hvis jeg brugte den tid i bøn og bibellæsning i stedet for.
I andre perioder kan jeg virkelig se, hvordan det hjælper mig til at få hverdagens tempo lidt ned, og så har jeg det faktisk helt fint med at slå en halv time hen med skærmen i hånden.
Nu nærmer fasten sig, og der holder jeg af at lægge mine laster (eller lidt af dem) frem for Gud og bede ham pege på, hvordan jeg kan bruge de fyrre dage til at arbejde med en last og i stedet fokusere på HAM. Jeg ved jo godt, at Jesus snuppede 40 dage uden mad, men jeg kan dårligt klare een dag, med nogenlunde livskvalitet, så jeg må tænke alternativt.
I nogle faste-perioder har det været sukker, sodavand eller slik, andre har det været sociale medier, og lige i denne tid går jeg så og tumler med denne fastes mål. Jeg var faktisk overbevist om, at Gud ville pege netop på Candy Crush’en, da det er den største tidsrøver i min hverdag.
Da jeg spurgte Gud, om han var enig, følte jeg en sær fred omkring at spille videre, og at Gud ville vise mig noget andet. Mens jeg spillede et par dage efter, følte jeg, Gud forklarede mig, hvad han ville lære mig i netop Candy-Crush-spillet…
Tålmodighed
Nogle af banerne er nærmest umulige, og producenten ved det godt og advarer faktisk om at de er “Mareridtsagtigt svære”. I starten blev jeg både sur og irriteret, når jeg kom til sådan en bane, jeg skrev sågar og klagede en enkelt gang, men der er jeg slet ikke nu efter 1000-vis af baner.
Jeg tager det bare roligt og bliver ved, så er de rigtige muligheder der pludselig, og det der så helt umuligt ud, er pludselig klaret, og man bliver helt glad… Det er sådan Gud kalder mig til at tænke i hårde tider, bare blive ved med at bede og at stole på, at han har den gode løsning, og at jeg vil klare den, når bare jeg holder mit fokus på ham.
Ovenstående var egentlig pointen med dette skriv, men lige nu blev det lagt på mit hjerte, hvad Gud kalder mig til i denne faste… “Jeg skal i fasten kun se film, som jeg ville nyde at se, hvis Jesus sad ved siden af mig i sofaen”. I et hjem med store drenge kan blodige actionfilm godt fylde ret meget; det er mit kald til denne faste at spørge Jesus, hvad han synes om de film, vi ser.
Hermed en opfordring til at spørge Gud, om han synes I to skal udrette noget sammen i denne faste.
