Patriark død efter 15 år i husarrest

Abune (patriark) Antonios, 2020. Foto: Christian Solidarity Worldwide

Abune Antonios fra Eritrean Tehwado Orthodox Church døde den 9. februar og blev begravet den 10. i Abune Andreas-klosteret.

Det oplyser menneskerettighedsorganisationen Christian Solidarity Worldwide (CSW), som kalder den afdøde kirkeleder en ”troshelt” på grund af hans kamp for trosfrihed i Eritrea. I 2005 fjernede regeringen patriarken fra ledelsen af den ortodokse kirke.

Det politiske indgreb skyldtes, at han havde forsvaret fornyelsesbevægelsen Medhane Alem og tre fængslede præster fra den ortodokse kirke, som støttede bevægelsen. I 2007 indsatte regeringen en efterfølger for Abune Antonios, Bishop Dioscoros, som dog aldrig blev anerkendt af den koptiske pave i Alexandria.

Abune Antonios fastholdt igennem alle årene sin kritik af regeringens handlinger, inklusive hans egen fjernelse fra embedet og husarresten, også da han i 2019 blev anklaget for kætteri af fem regeringstro biskopper og samtidig ekskommunikeret fra den ortodokse kirke.

Abune Antonius fastholdt til det sidste, at han selv var på linje med kirkens tradition, hvorimod den nye eritreiske synode havde brudt med den ortodokse kirkes grundlag.