Professor vil bevare kristendommen i læreruddannelsen

Professor emeritus på Danmarks Pædagogiske Universitet, Ole Korsgaard, anbefaler, at man beholder faget Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab på læreruddannelsen.

– Det giver god mening, at alle studerende får kundskaber om kristendom, om etiske problemstillinger og om medborgerskab i samme fag. For som lærer skal man ud i et samfund, hvor politiske, etiske, religiøse og kønsmæssige problemstillinger indgår i den skolehverdag, man som lærer befinder sig i, skriver han i en kronik i KD.

Han mener ikke, som udviklingsgruppen ellers har anbefalet, at faget skal have et ”tydeligere ophæng i videnskabelige discipliner med tilhørende aktive forskningsmiljøer”, for:

– At referere til videnskab, når det gælder almen dannelse, lyder måske umiddelbart som sød musik, men almen dannelse er ikke funderet i videnskab, men forankret i værdier, skriver han blandt andet.