Caritas har bragt 280 tons nødhjælp til Ukraine
Den katolske hjælpeorganisation har også evakueret mange udsatte fra det østlige Ukraine.
Knap en måned efter invasionen havde Caritas skaffet 520 tons nødhjælp til Ukraine, hvoraf 280 tons allerede var nået frem til mennesker, som var fanget i kampzonerne.
Hjælpeorganisationen oplyser, at omkring 2000 private biler forlod Mariupol sidste onsdag. Godt 20.000 mennesker var blevet evakueret.
Men ”omkring 350.000 mennesker er stadig fanget i den belejrede by under umenneskelige forhold. Caritas er til stede og får nødhjælpen frem via 64 lokale centre fordelt over hele landet,” skrev Caritas Danmark den 17. marts.
Nødhjælpen består blandt andet af mad, vand, hygiejneartikler, transport og adgang til beskyttelsesrum.
Når de mest sårbare
Situationen i Ukraine forandrer sig hele tiden pga. krigshandlingerne. Nye behov opstår, og hjælpearbejdet skal tilpasses. I begyndelsen af krigen havde Caritas særligt fokus på at hjælpe de mennesker, som var på flugt ud af landet. Caritas mødte dem på banegårde og stationer med et varmt måltid mad og vand og et midlertidigt sted at være, hygiejneartikler, tæpper, psykologisk førstehjælp og hjælp til transport.
Caritas har også evakueret ældre, forældreløse børn på børnehjem og mødre og deres børn fra den østlige del af Ukraine til Lviv og videre over grænserne, hvor Caritas i Polen, Rumænien og Moldova hjælper i grænseområderne.
Formidler 6,4 mio. kr for Udenrigsministeriet
Inde i Ukraine har Caritas nu fokus på at hjælpe de mest sårbare. Altså dem, som ikke er i stand til at flygte. Caritas Danmark har allerede støttet indsatsen i Ukraine og sender nu yderligere 6,4 millioner kr. til de lokale partnere. Midlerne er bevilget af Udenrigsministeriet.
Caritas Danmark
Caritas Danmark er medlem af det verdensomspændende netværk, Caritas Internationalis (CI), som blev grundlagt i 1951. CI har hovedkvarter i Rom samt kontorer i New York og Geneve. Med 162 medlemsorganisationer er Caritas en af de største aktører i verden inden for nødhjælps- og udviklingsarbejde. Netværket hjælper på verdensplan mennesker i 200 lande og territorier.