Foredrag: ”Frihed fra din fortid”

Peter Holmsgaard leder tilbuddet Kraftværket i Kirkeibyen i Kolding.

Tirsdag den 22. marts holder Peter Holmsgaard foredrag i Samværket på Lykkegårdsvej 100 i Kolding.

Mange mennesker bærer rundt på smertefulde minder fra fortiden, som er svære at forholde sig til, mener den 42-årige Peter Holmsgaard, der er opvokset i det vestjyske.

– Vi bærer alle sammen på en fortid, men mange mennesker kommer aldrig rigtig fri af den. Det kan være smertefulde minder, brud på relationer eller oplevelser af overgreb. Det er traumatiserende og gør, at de ikke kan få det ud af livet, som de ønsker. Det blokerer for, at man kan nyde både sin nutid og sin fremtid, siger Peter Holmsgaard.

Kender til smertefulde minder

Foredragsholderen har selv været igennem et forløb, hvor han måtte forholde sig til ting fra sin barndom, ungdom og voksenlivet, der gjorde ondt.

– Jeg ved, hvor skadeligt det kan være ikke at komme fri af sin fortid. Jeg kender til at have smertefulde minder, som jeg har været nødt til at håndtere. I den forbindelse har jeg haft brug for psykologhjælp, og så har jeg også oplevet Jesus’ mirakuløse indgriben i min fortid, siger foredragsholderen, der i dag er leder af Kraftværket, hvor han sammen med et team af frivillige tilbyder at hjælpe mennesker til ny frihed gennem oplevelsen af Guds hjælp i svære situationer.

Under foredraget vil han fortælle om sin egen vandring til frihed, og folk kan efterfølgende få en samtale, som munder ud i bøn og en oplevelse af Guds indgriben i situationen. Herefter tilbydes der et gratis forløb med op til fire samtaler.

Det er gratis at deltage i foredraget, som er en del af ”Kraftværket”, der er et arbejdsgren under Kirkeibyen i Kolding.