Hvorfor er jeg stadig syg trods bøn og forbøn?

Kære Orla Lindskov

Jeg skriver til dig angående tro.

Jeg er en mand i tresserne, som har oplevet megen sygdom i mit liv indtil nu. Jeg har tidligere oplevet guddommelig helbredelse igennem min egen bøn; men også gennem forbøn bl.a. hos dig i Valby.

Det, der så er sket nu, er, at jeg er kommet ind i en sygdoms-periode, hvor hverken min egen bøn eller forbøn synes at have nogen virkning.
Jeg har hørt mange forklaringer på, hvorfor helbredelse udebliver på trods af bøn og forbøn, endda også på trods af forbøn med oliesalving.
Det er gået igen i disse forskellige forklaringer, at Guds helbredelse handler om tro: – altså stor tro eller for lidt tro.

Altså skulle helbredelse kommer som følge af, at den, der beder for de syge har stor tro. Og udeblevet helbredelse skulle så komme af, at den, der beder, har for lidt tro.

Jeg ved godt, at der ind imellem er nogle, der siger, at de først vil tro på Gud og på Guds helbredelse, når han gennem forbønnen har gjort dem rask.

Men jeg synes den indstilling minder om, at man vil slå en slags handel af med Gud. Altså en ”noget for noget” indstilling. Det vil sige: – Helbreder du mig, Gud, så vil jeg tro på dig. Ellers kan det også være lige meget.

Jeg synes, at enhver kan se, at den indstilling er ikke gangbar overfor Gud. Jeg tror, at du mener det samme. Men hvad er så det rigtige angående tro? Det er så vigtigt for mig at vide. Jeg ønsker nemlig ikke at blive kronisk syg.

Med hilsen fra
Den langvarigt syge.

I Ny Testamente helbredte Jesus 33 kronisk syge

Kære langvarigt syge

Lad mig som udgangspunkt se på den nævnte talemåde: – ”Helbreder du mig, Gud, så vil jeg tro på dig.” Den talemåde er jeg også stødt på flere gange.

Nogle har sagt det i afmagt. De ville egentligt gerne tro på en levende Gud og på hans helbredende kraft. Men de magtede ikke at tro.
Dem har jeg ofte set blive helbredt og derefter komme til tro på Gud og på Jesus. For den helbredte gælder så det samme, som gælder for mig, ja, for alle kristne:

– Ved fysisk helbredelse er det ikke selve helbredelsen, der er det vigtigste. Målet er, at den helbredte skal opleve Guds hjerte, der er fyldt med nåde og medfølelse.

Vi bør være taknemmelige for den nåde, vi får fra Gud ved helbredelse.

Det er bedst, at vores taknemmelighed overfor Gud også er der næste dag efter helbredelsen, og også i dagene, der kommer. Det er nok den bedste måde til at holde fast i helbredelsen. Vi bør endda udvide det til, at vi hver morgen siger Gud tak for selve livet.

Med hensyn til, at du nævner kronisk sygdom: – De fleste har nok venner eller familiemedlemmer, som har lidt af sygdom i lang tid, måske endda i flere år.

I nogle tilfælde er der blevet bedt til helbredelse for disse syge måske op mod hundrede gange. Men det ønskede resultat udeblev. Ofte opgiver den syge så håbet om helbredelse. Den syge affinder sig med sin sygdom og tænker, at det nok ikke kan være anderledes.

Nogle syge vil så ikke mere have forbøn og vil så heller ikke med til møder, hvor der tilbydes forbøn. Det er faktisk forståeligt. Man vil jo undgå flere skuffelser. Men her er det så vigtigt at huske, at Jesus faktisk helbredte mange kronisk syge.

Jesus helbredte en blindfødt mand, og han helbredte en kvinde, som havde lidt af blødninger i tolv år.

Ja, faktisk er det sådan, at af de 43 beskrevne tilfælde af Jesu helbredelser, ser det ud til, at de 33 tilfælde har været kronisk syge. Så for dig og for alle dem, der har lidt i mange år, er det bestemt ikke udelukket, at Gud ved bønnen i Jesu navn vil bringe helbredelse til jer.
Hvornår? Kan du så spørge.

Ja, det er så spørgsmålet om Guds time. For nogle er Guds time først, når de går igennem Perleporten. Det må vi være ærlige og sige. Her kan Guds tanker være svære at forstå.

Men alligevel er de gode nyheder for dig og for andre langvarigt syge: Opgiv ikke at søge forbøn for helbredelse. Fortsæt med det.
Min oplevelse er nemlig, at den, der beder for den syge – men også den syge, får mere kraft, mere nåde, mere barmhjertighed og mere himmelsk medicin, når vi søger Gud med udholdenhed.

Du spørger om, hvad der er det rigtige angående tro? Altså det med megen tro eller lidt tro.

Der var en tigger. Han var født blind. Han kunne ikke se Jesus. Men han hørte Jesu ord, og han handlede på dem.
Jesus sagde til ham, at han skulle gå ned og vaske sine øjne i dammen Siloam. Det gjorde tiggeren så uden diskussion, uden indsigelser.
Han kunne jo godt have bedt Jesus om at helbrede hans øjne, inden han skulle ud på gåturen til Siloa-dammen.
Men nej, han adlød Jesu ord og kom seende tilbage. (Joh. 9, 1-13).

Stor tro eller lille tro?

At tro i kristen betydning er for mig ganske enkelt: Det er at adlyde Jesu ord.
Jeg håber, mit korte svar kan hjælpe dig i forståelsen af det med forbøn og tro. Det er jo ellers et omfattende emne.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov